Museum Fredericia har ansat Simon Faber som ny direktør fra næste år
Han tiltræder den 1. januar 2026 og skal stå i spidsen for en ny epoke for museet, der inkluderer både den daglige drift, udvikling af gæsteoplevelsen og ikke mindst realiseringen af de ambitiøse planer for et nyt museum på Voss Grunden.
Med Simon Faber får museet en leder med en omfattende baggrund inden for kultur, ledelse og historisk forankrede organisationer. Hans CV tæller markante poster som overborgmester i Flensborg fra 2011 til 2017 og en central rolle som projektleder for 100-året for Genforeningen, fortælles det i en pressemeddelelse fra Museet.
Aktuelt er han chefkonsulent i Region Syddanmark og varetager tunge bestyrelsesopgaver i blandt andet Sønderjyllands Symfoniorkester og på Rødding Højskole.
Det er netop denne kombination af historisk indsigt, politisk erfaring og et vidt forgrenet netværk, som bestyrelsen ser som afgørende for museets fremtidige udvikling.
Bestyrelsen: Han kan bygge bro
Bestyrelsesformand Anders Østergaard fremhæver, at Fabers kompetencer er skræddersyede til den store opgave, der venter med at realisere visionerne for det nye museum.
“På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne byde Simon hjertelig velkommen til vores historiske fæstningsby. Med Simon Faber får vi en leder med strategisk udsyn, stærke organisatoriske kompetencer og evnen til at bygge bro mellem kultur og politik. Hans erfaring med at skabe opbakning til komplekse projekter gør ham til en stærk drivkraft i arbejdet med at uddybe og konkretisere planerne og sikre den nødvendige lokale og nationale opbakning til realiseringen af Fredericias nye og moderne museum,” siger bestyrelsesformand Anders Østergaard.
Fokus på Fredericias unikke historie
Den kommende direktør udtrykker stor glæde over udsigten til at blive en del af Fredericia og museets næste kapitel. Han peger på byens særlige plads i historien som en central motivationsfaktor.
“Fredericia har en unik, fascinerende historie med betydning for hele Danmark og med indlysende sammenhænge til grænselandet. Byens særlige historie giver den også et lokalt fællesskab med stærke traditioner. Begge dele fænger mig og giver stor mening i forhold til min baggrund og erfaring. Jeg ser frem til samarbejdet med medarbejderne, bestyrelsen og byens mange partnere om at skabe et museum, der formidler denne særlige historie med nutidig relevans og nerve,” siger Simon Faber.
Tak til konstitueret direktør
Bestyrelsen benytter også lejligheden til at rette en stor tak til Vibeke Kaiser-Hansen og den øvrige medarbejderstab for deres indsats i den overgangsperiode, der har været.
Anders Østergaard siger: “Vibeke har med sikker hånd stået i spidsen for museet i en vigtig overgangsperiode og samtidig holdt fokus på faglighed, formidling og fællesskab. Det har været en stor opgave, som hun og hele holdet har løftet forbilledligt.”
Når Simon Faber tiltræder, vender Vibeke Kaiser-Hansen tilbage til sin mangeårige stilling som museumsinspektør.
Fakta om Simon Faber
- 2024- Formand for Sprogforeningen
- 2022- Bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester
- 2021-2025 Chefkonsulent i Region Syddanmark
- 2017-2021 Projektleder for 100-året for Genforeningen
- 2011-2017 Overborgmester i Flensborg
- 1998 Uddannet cand. mag fra Aarhus Universitet
- 1968 Født i Flensborg