Lørdag den 26. september indvies Fredericias nye byport ved Sjællandsgade. Det markerer afslutningen på det store voldprojekt “Kyst til Kyst” og mange års målrettet renovering af byens historiske kerne.
Siden den første donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 50 mio. kr. i 2013 er der samlet doneret 65 mio. kr. til byens bygninger håndteret gennem en særlig bevaringsfond. Midlerne har gjort det muligt for private ejere at søge støtte til at føre facader på historiske bygninger tilbage mod et mere oprindeligt udtryk, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.
”Fredericia har en helt særlig kulturarv. Vi har en by, der er planlagt som fæstningsby, og hvor både gader, bygninger og Volden er en del af den samme historie. Derfor handler bevaring ikke kun om at passe på enkelte gamle huse. Det handler om at bevare helheden og den særlige identitet, som gør Fredericia til noget særligt,” siger borgmester Peder Tind.
Historien hænger sammen
Bevaringen af byens huse har en naturlig sammenhæng med revitaliseringen af voldanlægget. Den nye byport og de dertilhørende to gangbroer over Sjællandsgade udgør den absolut sidste del af projektet, der binder Danmarks Bastion i øst sammen med Holstens Bastion i syd.
”Når man går gennem Fredericia i dag, oplever man i højere grad en by, hvor historien hænger sammen. De renoverede bygninger i bymidten, de historiske gader og pladser og Volden fortæller tilsammen historien om Fæstningsbyen Fredericia. Det er den helhed, vi skal passe på og bygge videre på,” siger formanden for Teknik og Miljøudvalget, Christian Bro.
Program for indvielsen
11.30: Velkomst ved borgmester Peder Tind.
11.35 – 11.40: Fællessang ved Veterankoret og Postorkestret.
11.40 – 11.50: Tale fra A. P. Møller Fonden.
11.50 – 11.55: Tale på vegne af byen fra borgmesteren.
11.55: Afsløring af navnet på den nye byport.
11.55 -12.00: Snoreklip og officiel indvielse af den sidste del af byfornyelsesprojektet “Kyst til Kyst”. Fredericia Kanonlaug afgiver salut med et skud fra volden.
12.00 – 12.15: Kage og kaffe/juice til de fremmødte, samtidig spiller Postorkesteret.
12.00 – : Her kan du gå Landsoldatens rute. Når du er færdig med ruten, kan du gå ned i byen og få en medalje og samtidig aflevere dit svar i konkurrencen om 5×2 biografbilletter.
Kilde: Fredericia Kommune
En festlig indvielse
Arrangementet starter klokken 11.30, hvor borgmesteren og repræsentanter fra A.P. Møller Fonden vil holde taler. Herefter løftes sløret for byportens officielle navn. Efter det traditionsrige snoreklip vil Fredericia Kanonlaug affyre en salut fra volden. Der serveres desuden kaffe og kage til de fremmødte gæster til tonerne fra Veterankoret og Postorkestret.
I forbindelse med begivenheden åbnes der også officielt for Landsoldatens Rute. Det er en fem kilometer lang rundtur, der giver borgere og gæster rig mulighed for at opleve voldanlægget, byens porte og de grønne områder som én sammenhængende fortælling.
Fakta om Kyst til Kyst
Projektet Kyst til Kyst er en fornyelse og revitalisering af Fredericia Vold, der har til formål at styrke forbindelsen mellem byens historiske struktur og nutidens byliv.
Projektet omfatter blandt andet:
Den 1,44 kilometer lange promenade langs Fredericia Vold
– Landsoldatpladsen
– Kongens Port
– Den nye byport
– Rydningen af Danmarks Bastion
A.P. Møller Fonden har doneret 35 millioner kroner til projektet.
Projektet er tegnet af Erik Brandt Dam Arkitekter ApS.
Kilde: Fredericia Kommune