FREDERICIA

Ny arbejdstidsaftale giver mere tid til eleverne i folkeskolerne

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune og Dansk Lærerforening lokalafdelingen i Fredericia har indgået en aftale om lærernes arbejdstid.

Det betyder, at der fremover bliver mere tid til eleverne, hvor der fokuseres på trivsel.

17 timers ekstra undervisning, der blandt andet kan bruges til at sætte fokus på både faglig og social trivsel. Det er essensen af den nye lokale arbejdstidsaftale, der netop er blevet godkendt på en ekstraordinær generalforsamling hos Fredericia Lærerkreds, der er en lokalafdeling under Dansk Lærerforening.

Aftalen er forhandlet med Fredericia Kommune, og her er man tilfreds med den nye arbejdstidsaftale, der definerer, hvordan lærerne i Fredericia Kommune fremadrettet skal fordele deres arbejdstid.

”Vi har forhandlet på den her aftale i halvandet år med flere afbrydelser, så det har været et langt forløb. Men det har også været konstruktivt og udviklende, og så er det endt med en aftale, som jeg er meget tilfreds med. Det er en aftale, hvor lærerne skal undervise mere, og det er i sidst ende til stor gavn for folkeskoleeleverne i kommunen,” siger Magnus Kudahl te Pas, der er chef for Dagtilbud, Skoler og Fritid i Fredericia Kommune.

Også hos Fredericia Lærerkreds ser man mange muligheder i den nye aftale.

”Vi ser muligheder for at udvikle og styrke folkeskolen i Fredericia Kommune via det fokus, den nye aftale giver mulighed for, nemlig to-lærerordningen. Lærerne og Fredericia Lærerkreds ser frem til, at politikerne og forvaltningen fremover på lignende vis vil prioritere to-lærerordningen til gavn for eleverne i folkeskolen i Fredericia,” siger formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling.

Fokus på social og faglig trivsel

Helt konkret betyder den nye aftale, at lærerne i Fredericia Kommune skal undervise 17 timer mere, end de plejer. De ekstra undervisningstimer er blandt andet fundet i den pulje af timer, der er sat af til møder. 

De ekstra undervisningstimer er ikke skemalagte, men såkaldte to-lærertimer, hvor man sætter en ekstra lærer ind for at løse en særligt defineret opgave, forklarer Magnus Kudahl te Pas:

”Lærerne har med den nye aftale fået mere tid til at fokusere på både sociale og faglige udfordringer, der knytter sig til en elev, enklasse eller en årgang. Så det er ikke bare ekstra matematiktimer, der skal på ind i skoleskemaet. Det handler om at højne den faglige og sociale trivsel hos eleverne,” siger han.

Ud over de 17 ekstra undervisningstimer ligger der i den nye arbejdstidsaftale også et ønske om at mindske bureaukratiet og timetælleriet for lærerne.