Ny ambulance-station indviet: Få et kig indenfor

Ny ambulance-station indviet: Få et kig indenfor

Mandag den 18. maj slog Falck endelig dørene op til en spritny ambulance- og assistancestation på Neptunvej i Fredericia.

De knap 100 medarbejdere kan nu tage de moderne rammer i brug. Det sker efter et forløb, der blev markant forsinket af en voldsom begivenhed under byggeriet.

Indvielsen var oprindeligt planlagt til september 2025. Men kort efter et solrigt rejsegilde den 13. juni sidste år, gik det galt. Stationen brændte, hvilket udskød indflytningen i cirka ni måneder.

Branden satte dog også fokus på det stærke samarbejde i området.

– Når man står så tæt på at kunne tage et vigtigt velfærdstilbud i brug, og på få timer ser det gå op i flammer, så kræver det både vilje, tålmodighed og ikke mindst sammenhold at komme videre. Det sammenhold har vi set og praktiseret her i Fredericia, lød det i Region Syddanmarks formand, Bo Libergrens tale.

Fredericias borgmester Peder Tind lagde i sin tale vægt på den tryghed en ambulancestation giver.

– Det er en stor ære at få lov til at være med til at fejre det her sammen med jer i dag. For et stærkt beredskab betyder meget for en kommune som Fredericia, det skal I vide. Det betyder meget for tryghed, det betyder meget for nærhed, og det betyder meget, at hjælpen er tæt på vores borgere, når de har brug for den, sagde han.

Med åbningen sættes der nu et endeligt punktum for implementeringen af den nye 10-årige ambulancekontrakt med Region Syddanmark. Udover Fredericia står stationerne i Kolding og Vejle også klar til at servicere regionen.

Kom med til indvielsen af den nye Falck-station og få et kig indenfor. Video: DanmarkC TV

Medarbejdere har selv designet hverdagen

De nye faciliteter samler 38 ambulancereddere og cirka 25 assistancereddere, ligesom administration, flåde og ledelse flytter med.

De ansatte har haft stor indflydelse på projektet og har været involveret i alt fra tegning til indretning. Stationen rummer både administration, flåde, ledelse og et dedikeret uddannelsesrum, hvor redderne kan nørde faglige ting og øve genoplivning. Derudover er der etableret et motionsrum samt fleksible mødelokaler med plads til op mod 60 personer.

For ambulancepersonalet føles flytningen som at vende hjem til Neptunvej, hvor Falck også holdt til for ti år siden. De nye faciliteter optimerer ikke blot arbejdsmiljøet, men sikrer også hurtigere responstider, da placeringen giver hurtig adgang til motorvejsnettet.

– Det er en ny, moderne ambulancestation, som er opdateret efter nutidens standarder. Og hvor vi får mulighed for at flytte sammen med vores kollegaer i assistance, altså autohjælpsretningen. Så får vi først og fremmest en hel masse mere plads. Og så får vi lov til at flytte hjem på en station, hvor vi boede for ti år siden også, fortæller Lotte Lodberg Andersen, Falcks ambulancedirektør i Vestdanmark.

Også det rullende materiel er opgraderet. I de nye ambulancer, som er udviklet i samarbejde med redderne og bygget i Spanien, er sikkerheden i top. Det nye design gør, at behandleren kan nå alt livsvigtigt udstyr – herunder akuttasker, medicin og måleudstyr – mens man sidder fastspændt under kørslen.

Placeringen på Neptunvej er udvalgt af Region Syddanmark, da den sikrer hurtig udrykning til motorvejsnettet og optimerer responstiderne for borgerne i hele Fredericia og omegn.