FREDERICIA

92 nye ladestandere til elbiler er på vej i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Et nyt udbud betyder, at to firmaer nu får mulighed for at sætte ladestandere op på 40 offentlige områder i Fredericia Kommune

Der bliver lademulighed til cirka 184 biler, oplyser Kommunen i en pressemeddelelse.

Senest 1. januar 2025 bliver der flere lademuligheder for elbilsejere i Fredericia Kommune. Firmaerne Clever og Norlys har netop vundet et udbud, der giver dem mulighed for at sætte ladestandere op på udvalgte kommunale områder.

De to firmaer skal opstille minimum 92 ladestandere i alt. Hver ladestander kan lade to elbiler.

Tommy Rachlitz Nielsen (C), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget er begejstret for det nye udbud af ladestandere rundt om i Fredericia Kommune. Foto: DanmarkC TV

– Der er flere og flere, der sætter sig bag rattet i en elbil, og derfor skal vi også sikre, at lademulighederne er der. Cirka 20 procent af CO2-udledningen i kommunen kommer fra transportområdet, så det er positivt, når fredericianere skifter væk fra benzin og diesel og over til el, fordi det er med til at mindske udledningen. Man opvejer altid fordele og ulemper, inden man køber en elbil, siger Tommy Rachlitz Nielsen (C), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget og fortsætter:

– Vi gør, hvad vi kan for, at det ikke er mangel på lademuligheder, der er udslagsgivende, når man tager valget. Fredericia Kommune skal være grøn i verdensklasse, og grønne transportmuligheder er vigtige, når vi skal nå vores mål.

Ladestanderne skal opstilles på 40 forskellige områder i hele kommunen
I udbuddet har de 40 placeringer været inddelt i fem områdepakker, der er navngivet med en farve. Hver områdepakke indeholder både store og ofte benyttede parkeringsområder sammen med mindre områder. På den måde sikrer udbuddet, at der kommer ladestandere op på både store og små pladser fordelt i hele kommunen. Det giver et fintmasket og tilgængeligt netværk af ladestandere. 

Et bredere ladetilbud
Norlys skal sætte ladestandere op ved områderne grøn, lilla og orange, mens Clever opstiller standere på de resterende områder. Ladestanderne bliver primært på 22 kW suppleret med ladestandere på 50 kW.

– Vores beliggenhed midt i landet gør, at mange firmaer har kunnet se potentialet i at sætte hurtigladere op, blandt andet omkring motorvejsafkørsler. Så vi har masser af ladekapacitet til dem, der er på gennemkørsel og skal bruge en hurtig opladning. Med udbuddet her udvider vi tilbuddet, så vi også har et godt ladetilbud til dem, der er her længere tid. Det kan både være fredericianere uden egen parkering, men det kan også være nogle af de mange turister, der besøger byen, siger John Nyborg (A), næstformand i Klima-, Energi- og Miljøudvalget.

Kontrakten løber over ti år.

Her kommer standerne op:

Her kommer de nye ladestandere op, se hvor i de forskellige pakker herunder. Grafik: Fredericia Kommune

I udbuddet var der 5 områder med 8 lokationer i hver pakke.

Grøn pakke: (Norlys) Fjordbakkeskolen afd. Taulov, Erritsø Fællesskole afd. Højmosen, Ullerup Bæk Skolen afd. Skjoldborgsvej, Familie & Ungdomscentret, Børnehuset Ulleruphave, Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej, Norgesgade Nord, Gasværksgrunden

Lilla pakke: (Norlys) Lucinahaven Daginstitution, Norgesgade Syd, Børnehuset Østervold, Børnehuset Valhalla ,Videnparken Trekantområdet, Erritsø Fællesskole afd. Bygaden, Amerikavej, Øster Voldgade

Orange pakke: (Norlys) Fjordbakkeskolen, afd. Skærbæk, Bakkely Daginstitution, Fredericia Idrætscenter, Den Historiske Miniby, Trelde Næs, Idrætsbørnehuset Olympiaden, Domus Axel, Engblomsten

Rød pakke: (Clever) Frederik VII´s pavillon / Ridecenter, Kirstinebjergskolen afd. Høgevej, Genbrugspladsen / Nordre Kobbelvej, Kirstinebjergskolen afd. Indre Ringvej, Østerstrand, Rådhuset S (Biancas Plads),Depotgården, Lyngsoddevej

Sort pakke: (Clever) Skovlodden Daginstitution, Bredstrup / Pjedsted skole, Børnehaven Stendalen, Madsby Legepark, Proaktiv, Driftsbygningen, Industrivej 8, Sundhedshuset, Strevelinsvej V. Afkørsel 59

92 ladestandere er på vej på 40 offentlige områder i Fredericia Kommune. Foto: DanmarkC TV