Nu kommer Danmarks største bevægelseskoncept til alle børnehaverne i Fredericia Kommune
Alle 28 børnehaver i Fredericia Kommune har i juni 2023 fået en ACTIONkasse hver fra Action Kids – kassen giver børnene sjove interaktive måder at bevæge sig på ved hjælp af leg.
Siden 2014 har Action Kids været en vigtig del af børnehavebørnenes hverdag i mere end 1300 danske børnehaver. Konceptet, der lige nu er omdelt til alle børnehaverne i 54 af Danmarks 98 kommuner, “nudger” børnene til mere motion, giver sved på panden og får pulsen op i de 25 minutter, en session varer. På den tid bliver børnene guidet rundt til en masse opgaver, der kræver, at de bevæger alle de store, vigtige muskelgrupper i kroppen ledsaget af specialkomponeret musik, sjove lydeffekter og med flotte illustrationer til.
Med Action Kids kommer børnene i Fredericia en tur “På Bondegården”, “På Rumfart” eller “på Zoofari”.
Det er Thomas Fedder fra Aalborg, der har opfundet konceptet og gjort det til virkelighed, og han var forleden på tur til Danmarksgade i Fredericia. “Vi kommer gerne ud med kasserne, når der er en venlig sjæl i kommunen, der vil støtte det gode projekt”, fortæller projektlederen, der har arbejdet med Action Kids siden starten.
I dette tilfælde var den venlige sjæl, bankdirektøren i Sparekassen Danmark, Christian Jungmark, som fortæller: “I Sparekassen Danmark sætter vi en stor ære i at bakke op omkring lokalsamfundet , hvor børnefamilier udgør en stor og vigtig brik. Når vi samtidig
oplever glæden over leg i en verden som ellers er præget af tid foran skærm, så bekræfter det kun vores uforbeholdne opbakning til Action Kids konceptet”.
Han bakkes op af leder i Dagtilbud og Læringsmiljø i Fredericia Kommune, Karina Vang
Glud Nielsen, der siger: “Vi er meget glade for gaven, som allerede er delt ud på et
ledermøde, hvor Thomas fra Action Kids kom forbi og fortalte om ideen og delte 28
kasser ud til alle vores ledere, som nu kan bruge det på de næsten 4.500 børn i
kommunen. De første tilbagemeldinger er meget positive, så det virker”!
Christian Jungmark siger videre: “Vi glæder os til at følge projektet og er stolte over at
kunne bidrage til at realisere drømmen om leg og bevægelse – lidt som i “gamle dage” –
altså den fysiske leg sammen og med hinanden”.