Kort Nyt

Nu kan du nemt finde speciallæger på Min Læge-appen

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Næsten to millioner danskere går hvert år til øjenlæge, ørelæge, psykiater eller anden praktiserende speciallæge. En aftale mellem Foreningen af Praktiserende Speciallæger og Danske Regioner sikrer, at du nu kan finde den speciallæge, du har brug for, på Min-Læge-appen.

Nu bliver det væsentligt nemmere at finde frem til den nærmeste speciallæge eller speciallæge med den korteste ventetid. Den kendte app Min Læge udruller nu en ny funktion ’Find speciallæge’ på forsiden af Min Læge-appen. Det sker på baggrund af den seneste overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). 

Danske Regioner: Sundhedsvæsenet skal være lige ved hånden
Heino Knudsen, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), vil gerne gøre det nemt og enkelt for danskerne at være i kontakt med sundhedsvæsenet.

”Det skal være nemt for danskerne at finde rundt i sundhedsvæsenet. At Danske Regioner og FAPS udvider Min Læge-appen med nem adgang til at finde en speciallæge, er endnu et skridt i den rigtige retning mod et sundhedsvæsen, der er lige ved hånden, når du har brug for det. På Min Læge-appen kan du på ét sted bestille tid hos din praktiserende læge, få en e- og videokonsultation og nu også finde en speciallæge. Jo mere sundhedsvæsenet kan lette en travl hverdag med digitale tilbud, jo bedre,” siger Heino Knudsen.

FAPS: En milepæl for patienterne
For de 1.000 praktiserende speciallæger er det et stort fremskridt, siger FAPS’ formand, Ann-Louise Reventlow Mourier:

”Både for speciallægerne og ikke mindst patienterne er det lidt af en milepæl. Nu bliver det meget lettere for borgerne at finde frem til den speciallæge, de har brug for. De kan med få klik se, hvem der har kortest ventetid, og i feriesæsonerne kan de nemt finde de klinikker, der har åbent. I dag kræver det en hel del søgning på forskellige hjemmesider, så jeg er sikker på, at mange vil opleve den nye funktion som en lettelse, når de skal til speciallægen,” siger Ann-Louise Reventlow Mourier.

PLO: Det nære sundhedsvæsen bliver mere tilgængeligt  
”I PLO er vi stolte af Min Læge Appen, som snart to millioner danskere render rundt med i lommen. Derfor stiller vi også meget gerne appen til rådighed for ny udvikling. At borgerne nu endnu nemmere kan holde styr på deres aftaler med de praktiserende speciallæger er endnu et skridt på vejen mod at gøre det nære sundhedsvæsen endnu mere tilgængeligt,” siger Jørgen Skadborg, formand for PLO.

Billede: minlaegeapp.dk

Fakta: Min Læge-appen har tæt på 2 millioner brugere
Min Læge-appen giver danskerne mulighed for at bestille tid hos praktiserende læge, holde styr på aftaler, få svar på spørgsmål, se prøvesvar og foretage e-konsultationer og videokonsultationer. Appen har over to millioner aktive brugere.

Danske Regioner, PLO og Indenrigs- og sundhedsministeriet står bag Min Læge-appen.

Download appen i App Store eller Google Play.