Kort Nyt

Nu kan du indstille kandidater til Frivillighedsprisen 2023

For syvende gang fejrer Region Syddanmark frivilligheden ved at uddele Frivillighedsprisen. Hele 80.000 kr. er på højkant fordelt på fire priser, og du kan være med til at bestemme, hvem der skal nomineres. Frem til 15. februar 2023 kan alle syddanskere indstille et frivilligt initiativ, som de mener fortjener at vinde. Frivillighedsprisen uddeles 25. maj.

Region Syddanmark fejrer frivilligheden 25. maj 2023, når Frivillighedsprisen skal uddeles for syvende gang. Allerede nu kan alle syddanskere sende mere end en kærlig tanke til et frivilligt initiativ ved at indstille det til Frivillighedsprisen 2023. Med en indstilling giver man sin favorit chancen for at vinde en eller flere pengepræmier.

For at blive indstillet til Frivillighedsprisen skal det frivillige initiativ været tilknyttet en af Region Syddanmarks afdelinger eller institutioner eller på anden måde være tilknyttet Region Syddanmark. Der er nok frivillige at tage af, for mange syddanskere yder hver dag en frivillig indsats på regionens sygehuse, sociale centre og andre steder i sundhedsvæsenet. Det kan være lige fra at vise vej på et sygehus til en gåtur og en snak på et socialt center eller hurtig og livsreddende førstehjælp.

De frivillige indsatser er værdifulde for både patienter og pårørende og supplerer den professionelle indsats på allerbedste måde.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over alle Region Syddanmarks frivillige:

– Hver dag er de frivillige på regionens sygehuse og institutioner med til at gøre dagen nemmere for mange mennesker. Alle de frivillige fortjener stor anerkendelse for den opmærksomhed og omsorg, de giver, og som gør en forskel for patienter, pårørende og borgere. Jeg er stolt over, at vi igen i år skal fejre frivilligheden og de mange frivillige, når vi uddeler Frivillighedsprisen, og jeg håber, at rigtig mange syddanskere har lyst til at indstille de frivillige indsatser, som de selv eller deres kære har mødt og haft glæde af.

Seks initiativer nomineres af en dommerkomité

Frem til 15. februar 2023 kan man indstille sine favoritter ved at udfylde indstillingsskemaet på Region Syddanmarks hjemmeside. 

Indstil din kandidat og læs mere om frivillighedsprisen

En dommerkomité beslutter, hvilke af de indstillede kandidater der skal nomineres til Frivillighedsprisen 2023. Frivillighedsprisens hovedpris er på 50.000 kr., og foruden hovedprisen er der to mindre priser på hver 10.000 kr.

Inden priserne skal uddeles 25. maj 2023, vil det være muligt for alle syddanskere at SMS-stemme på deres favorit blandt de seks nominerede, som vil kunne ses på Region Syddanmarks hjemmeside. Det frivillige initiativ, som får flest stemmer, vinder publikumsprisen på 10.000 kr.

Præmiepengene går til den afdeling eller institution, som vinderne er knyttet til. Her bruges pengene til at videreudvikle samarbejdet med de frivillige eller til at skabe endnu bedre rammer for den frivillige indsats i afdelingen eller på institutionen.

Man kan indstille en enkeltperson eller en frivillig organisation, som gør eller har gjort en forskel for patienter, pårørende eller borgere på et af regionens sygehuse, på et socialt center eller et andet sted i det regionale sundhedsvæsen. Man kan også indstille en afdeling, et center eller en medarbejder i regionen, som gør en særlig indsats for at styrke inddragelsen af frivillige.

Frivillighedsprisen 2022. Uddeles i Volkers Fylke i Vejle. foto: Maria Tuxen Hedegaard

Hundeførere vandt Frivillighedsprisen 2022

I 2022 vandt Hundeførerne i TrygFonden Besøgshundeordning i Vejle, Esbjerg og Odense både publikumsprisen og hovedprisen. B3 Hjertemedicinsk Afdeling, OUH, samt de mange frivillige på afdelingen, og Helteakademiet på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense vandt de to sidepriser.

Fotos: Maria Tuxen Hedegaard.