112

Nu er der hjertestartere i lokale tv-biler

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

DanmarkC TV er tilmeldt hjerteløberordningen, og har hjertestartere med i tv-bilerne

I Danmark sker der i gennemsnit 14 hjertestop i døgnet, uden for hospitalsvæsnet. Det svarer til ca. 5.400 danskere får hjertestop uden for hospital hvert år.

16 procent af dem overlever.

For hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for overlevelse med 10 procent. Det er en alt afgørende forskel, at påbegynde hjertelungeredning og tage hjertestarteren i brug, før ambulancen ankommer.

Lokal tv-station tager et samfundsmæssigt ansvar

Medarbejderne ved DanmarkC TV er tilmeldt hjerteløberordningen, og har flere gange været kaldt ud ved akutte hjertestop i lokalområdet. Indtil nu, har medarbejderne måtte hente en hjertestarter, der hvor de hænger offentligt, og det har kostet minutter, inden hjertestarteren er nået frem til personen med hjertestop.

DanmarkC TV har derfor fået installeret hjertestartere i tv-bilerne, og kan derfor nå hurtigere frem, når alarmcentralen modtager melding om hjertestop i nærheden.

“Vi har flere tv-biler på gaden hver dag – forskellige steder. Chancerne for at vi kan nå hurtigt frem med en hjertestarter, når en person falder om med hjertestop, er nu markant forbedret” – udtaler næstformand hos DanmarkC TV, Brian Hansen.

Sådan foregår det i praksis

Når en medarbejder hos DanmarkC TV kører ud på opgave, medbringer denne en hjertestarter i bilen. Hvis og når alarmcentralen får melding om et hjertestop, sendes en alarmbesked ud til de personer, der er tilmeldt hjerteløberordningen, og samtidig er i nærheden af personen med hjertestop. Derefter sætter hjerteløberen kurs mod den nærmeste hjertestarter, og haster derpå til adressen der er oplyst af alarmcentralen.

Ofte ankommer den første hjerteløber, inden for få minutter efter alarmopkaldet, ofte før ambulancen, og kan starte op med hjerte og lungeredning. Det er med til at redde liv.

Fra 1. januar 2021 medbringer DanmarkC TV hjertestartere i tv-bilerne, og kan derfor nu være endnu hurtigere fremme, når ulykken sker.

Du kan selv tilmelde dig hjerteløberordningen på hjemmesiden >> Hjertestarter.dk <<

Se tv-indslaget nedenfor, med blandt andet den tidligere ambulancelæge Mogens Zarling, og Fredericias borgmester Steen Wrist.

www.danmarkc.tv/kontakt