Kort Nyt

Nu åbner Google for ny legatpulje i Fredericia

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Fra i dag kan lokale projekter inden for bl.a. uddannelse, iværksætteri og kultur igen søge støtte via Googles legatpulje. Sidste år fik bl.a. EUC Lillebælt, Fredericias veteranhjem og Kirkens Korshær en økonomisk håndsrækning.

Hvis man som organisation eller offentlig myndighed i Fredericia barsler med interessante projekter inden for f.eks. uddannelse, entreprenørskab, bæredygtighed, kultur og formidling, så åbner der sig i dag en mulighed for økonomisk støtte.

Via legatprogrammet Datacenter Community Grants støtter Google gode formål i lokalområderne i datacenterbyer – såsom Fredericia. Fra i dag og frem til 29. april er puljen igen åben for nye ansøgere.

Sidste år modtog EUC Lillebælt 900.000 kroner i støtte til undervisning i robotteknologi såsom 3D-printere. Byens veteranhjem modtog 100.000 til en opgradering af sit inventar. Og Kirkens Korshær fik ligeledes 100.000 kroner, hvilket giver dem mulighed for at holde åbent om søndagen. Tidligere har bl.a. Maskinmesterskolen og Fredericia Museum modtaget støtte.

“Vores årlige legatpulje støtter projekter, som kan bidrage positivt til den lokale udvikling. Kriterierne er forholdsvist brede, men vi ser gerne en teknologisk komponent, ligesom man gerne må tænke nye og måske normalt oversete målgrupper ind. Heldigvis er der masser af spændende og fremsynede initiativer i Fredericia”, siger Googles politisk ansvarlige for datacentre i Norden, Niels Martin Andersen.

Han nævner som eksempel Fredericia Museerne, som med støtte fra legatpuljen har udviklet ‘levende portrætter’ på museet og den interaktive tur ‘Landsoldaten’. De vandt for nylighed en national pris for at formidle byens historie på en ny og innovativ måde til nye målgrupper.

Via linket her kan du læse mere om programmet og ansøgningskriterier. 17. marts kl. 10 holder Google et informationsmøde for interesserede organisationer med mere information om programmet. Tilmelding til informationsmødet sker via en mail til fredericia@google.com med angivelse af navn på deltager og organisation. Google vender herefter tilbage med et link til onlinemødet.