FREDERICIA

Nordiske Mesterskaber i triatlon afgøres til efteråret i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericias gader kommer til at summe af forventning og spænding den 2. og 3. september i år, når de Nordiske Mesterskaber i triatlon bliver afgjort i fæstningsbyen.

Fredericia er meget begejstret for at byde de bedste nordiske triatleter velkommen. Ved sidste NM i 2018 var Fredericia også værtsby, og kommunen ser frem til igen at skabe en fest for både tilskuere, lokale fredericianere og deltagere. Peder Tind, formand for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, udtaler: “Vi glæder os til, at Fredericia skal være vært for de Nordiske Mesterskaber i triatlon 2023. Det er en oplagt mulighed – både for borgerne, der inviteres til at følge med og heppe, når deltagerne indtager vores skønne by, der kommer til at summe af liv – men i særdeleshed for vores lokale talenter, der får en helt unik mulighed for at udfolde deres potentiale i en international sammenhæng – og så endda på hjemmebane”. – Det oplyser Triatlon Danmark i en pressemeddelelse.

Her ses Alberte Kjær Pedersen til World Triathlon Cup i Miyazaki, Japan 2022. Foto: World Triathlon, Janos M. Schmidt

Fredericia Triathlon Team er stolte af, at Fredericia skal være vært for NM i triatlon 2023. Formanden Carsten Andersen udtaler: “Vi håber naturligvis, at stævnet er med til at sætte ekstra fokus på sporten. Og så bliver det da noget helt særligt at opleve et mesterskab, hvor vi håber at have Alberte Kjær Pedersen – vores lokale verdensklassetriatlet – med som medaljefavorit”.

Det er Fredericia Triathlon Team og Triatlon Danmark, med midler fra Fredericia Kommune, som står for at arrangere 2023 Europe Triathlon Nordic Championships Fredericia. De Nordiske Mesterskaber vil blive afviklet som en del af Fredericia City Triathlon, som udover de nordiske mesterskaber også rummer et børnetriatlonstævne og et motionstriatlonstævne.

NM i triatlon i Fredericia er en del af en ambitiøs plan om at få flere internationale triatlonstævner til Danmark i fremtiden. Arrangørerne håber derfor på at tiltrække mange danske triatleter til tilmelding og at danske triatloninteresserede og ikke mindst Fredericias borgere vil møde talstærkt op og komme og heppe i september, når der inviteres til 2-dages triatlonfest i Fredericias gader.

Udover de store forventninger til de danske triatleter, så er NM i triatlon en enestående mulighed for at matche de bedste danske unge triatleter mod nordens bedste. Mads Freund, Forbundsformand for Triatlon Danmark udtaler: “NM passer perfekt ind i vores udviklingsplaner fordi det – udover eliten – giver vores ungdom en enestående chance for at prøve kræfter med resten af Norden.”

Du kan se programmet (foreløbigt) fra triatlon.dk herunder:

Program

Fredag d. 1/9

  • 17.00 Bike Familiarization
  • 18.00 Race Briefing Elite

Lørdag d. 2/9

  • 09:00 2023 Nordic Championship Super Sprin, Youth Women (375m svøm. – 10km cykling – 2,5 km løb)
  • 10:30 2023 Nordic Championship Super Sprint, Youth Men (375m svøm. – 10km cykling – 2,5 km løb)
  • 12:00 Open Race* Super Sprint Age Group Women/Men (375m svøm. – 10km cykling – 2,5 km løb)
  • 13:15 Børnetriatlon (100 m svøm. – 5 km cykling – 1250m løb)
  • 14:00 ELITE 2023 Europe Triathlon Nordic Championships Fredericia, Women (750m svøm. – 20 km cykling – 5 km løb)
  • 15:30 ELITE 2023 Europe Triathlon Nordic Championships Fredericia, Men (750m svøm. – 20 km cykling – 5 km løb)

Søndag d. 3/9

  • 09:30 2023 Nordic Championship Mixed Relay (2+2) ELITE (300m svøm. – 5 km. cykling – 1250m løb)
  • 11:00 2023 Mixed Relay (2+1) Youth Open Race (300m svøm. – 5 km. cykling – 1250m løb)
  • 12:30 2023 Mixed Relay (2+1) Age Group Open Race (300m svøm. – 5 km. cykling – 1250m løb)
  • 14:00 Motionsstævne (750m svøm. – 40 km cykling – 10 km løb) (ikke NM) Age Group/non-draft