Læserdebat af: Ole Dyrn, Fredericia
Mange opfatter tro og videnskab som to uforsonlige modsætninger. Videnskaben søger kolde fakta, mens religionen beskæftiger sig med det åndelige. Men hvis vi dykker ned i moderne fysik, opdager vi, at de to verdener reelt leder efter den samme kilde.
Albert Einstein revolutionerede vores virkelighed ved at bevise, at tiden ikke er absolut, men relativ og elastisk. Tidens hastighed afhænger fuldstændig af fart og tyngdekraft. For Einstein udelukkede denne indsigt ikke det guddommelige. Han så Gud som universets totale orden og harmoni. Han beskrev en “kosmisk religiøs følelse” og udtalte: ”Jeg vil gerne vide, hvordan Gud skabte denne verden (…) Jeg vil kende Hans tanker, resten er detaljer.”
I moderne fysik og filosofi taler man i dag om, at en dybere virkelighed eksisterer helt uden traditionel tid. Det giver os en videnskabelig ramme for at forstå “evighed”. Evighed er ikke en tidslinje, der aldrig ender. Det er det fuldstændige fravær af tid – en tilstand, hvor alt er på én gang.
Det er nøjagtig det samme, teologien siger om en Gud ”fra evighed til evighed”. Hvis Gud har skabt tidsdimensionen, kan Gud ikke selv være fanget i den. Gud må eksistere i et ”evigt nu”.
Når religionen taler om Gud, og fysikken leder efter en ”Teori om Alt”, søger de det samme: Kilden til den kosmiske orden. Hvis denne kilde findes uden for rum og tid, rammer fysikken netop det, man i religionen kalder det guddommelige. Tro og videnskab udelukker ikke hinanden. De er to forskellige sprog, der forsøger at beskrive det samme ufattelige mysterium fra hver sin side af tidsdimensionen.