Når politik bliver til konkrete resultater for borgerne

Når politik bliver til konkrete resultater for borgerne

Budgetforhandlingerne for 2027-2030 er afsluttet. Dansk Folkeparti og SF fremhæver et konstruktivt samarbejde, der har sikret konkrete politiske aftryk på blandt andet Stoppestedet, rusmiddelområdet og Familieafdelingen.

Budgetforhandlingerne har krævet kompromiser, gensidig respekt og viljen til at finde løsninger på tværs af politiske skel.

For Dansk Folkeparti og SF har flere fælles politiske prioriteter været centrale gennem forhandlingerne. Sammen med de øvrige partier omkring forhandlingsbordet er det lykkedes at omsætte flere af prioriteterne til konkrete resultater, fortælles det i en pressemeddelelse.

“Vi er to forskellige partier, og vi er ikke enige om alt. Men vi fandt hinanden på nogle helt konkrete områder hvor vi mente, at der skulle handles. Det er det lokalpolitik handler om. At kunne samarbejde, når det skaber bedre løsninger for Fredericias borgere.”

Stoppestedet reddet fra sparerunde

Et af de vigtigste resultater for partierne er at frede værestedet Stoppestedet, så den foreslåede besparelse droppes helt.

“Stoppestedet er et konkret eksempel på, at politiske prioriteringer gør en forskel. En besparelse her ville efter vores vurdering kunne få konsekvenser for nogle af de borgere, som har allermest brug for støtte, nærvær og stabilitet. Derfor er vi tilfredse med, at besparelsen er taget af bordet,” siger Jan Filbært (SF).

Samtidig er nedskæringerne på rusmiddelområdet mindsket. Kommunen fastholder en tværfaglig medarbejder på Jobcentret for at sikre en god og sammenhængende indsats.

“Hvis vi vil lykkes med udsatte borgere, skal vi se hele mennesket og ikke kun en problemstilling ad gangen. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder den tværfaglige kobling mellem rusmiddelområdet og Jobcentret,” siger Jan Filbært og Sune Nørgaard Jakobsen.

Fokus på anbringelsessager

I Familieafdelingen skal fem til seks anbringelsessager nu gennemgås årligt for at højne fagligheden.

“Formålet er at få sagerne belyst grundigt og undersøge, om der undervejs kan være progression, forhold, fejl eller mangler, som har eller har haft betydning for den samlede sag. Hvis det viser sig at at en anbringelse er fejlbehæftet, så skal den efter min overbevisning revurderes mener Sune Nørgaard Jakobsen (DF)”

Målet er ikke at placere skyld, men derimod at lære af fortiden og sikre borgernes rettigheder.

“Når kommunen træffer nogle af de mest indgribende beslutninger, der kan træffes over for en familie, har vi også et ansvar for at sikre, at sagerne er behandlet ordentligt. Vi skal turde undersøge vores egne beslutninger og lære af det. Det er sådan, vi udvikler kvaliteten og styrker borgernes retssikkerhed,” siger Sune Nørgaard Jakobsen (DF).

Forskellige partier – fælles ansvar

For Dansk Folkeparti og SF har budgetforhandlingerne vist, at politiske forskelle ikke behøver stå i vejen for konkrete løsninger. Begge partier gik ind i forhandlingerne med klare politiske prioriteter og har samtidig været villige til at indgå kompromiser for at nå frem til en samlet aftale, fortælles det.

“Vi har forskellige politiske ståsteder og det skal vi have. Men vi deler et ansvar for Fredericia. Når vi kan mødes om konkrete løsninger, der gør en forskel for borgerne, så giver det politiske samarbejde mening,” siger Jan Filbært (SF).

Budgetaftalen for 2027-2030 indeholder dermed konkrete aftryk fra det samarbejde, som Dansk Folkeparti og SF har været en del af blandt andet på socialområdet, rusmiddelområdet, indsatsen for udsatte borgere og retssikkerheden i Familieafdelingen, lyder det i pressemeddelelsen.