Læserdebat af: Jan Filbært, formand for Retssikkerhed For Alle
Vores forening Retssikkerhed For Alle ser med bekymring på det nuværende billede – og endnu mere på det, der tegner sig for fremtiden. Familier udviskes, og familiemedlemmer lider stor skade. Bag tallene og de tørre sagsakter gemmer sig mennesker, som kæmper for at holde hverdagen sammen, mens systemet stille og roligt skubber dem ud over kanten.
Mennesker, der rammes fysisk eller psykisk, bliver i stigende grad mødt af et system, der ikke ser, ikke forstår og ikke handler. De bliver gjort til kastebolde mellem forvaltninger, mellem kommune, region og stat. Ingen tager det samlede ansvar, og alt imens glider familielivet fra hinanden.
Når sygdom rammer – uanset om det er psykisk eller fysisk – burde vores samfund stå klar med støtte, omsorg og reel hjælp.
Men virkeligheden er en anden. Forældre, der mister arbejdsevnen, oplever i stedet at deres ydelser beskæres, at jobcentret presser på for hurtig arbejdsprøvning, og at de selv må finansiere psykologhjælp og alternative behandlingsformer. Det er urimeligt, uretfærdigt – og i mange tilfælde direkte skadeligt.
Alt imens står børnene midt i orkanens øje. De ser på, mens mor og far kæmper – ikke kun med sygdom, men med et system, der burde være til for dem. De mærker usikkerheden, frygten og afmagten, når de voksne mister fodfæstet. For børn i familier, hvor sygdom og økonomisk pres går hånd i hånd, er konsekvenserne ofte langvarige: mistrivsel, angst og social isolation.
Kommunerne har et lovfæstet ansvar for at oplyse borgerne om deres rettigheder.
Alligevel ser vi igen og igen, at dette svigtes. Mange borgere ved ikke, at de har krav på støtte, klagevejledning eller aktindsigt. Mange tror, de står alene – for det er sådan, de bliver efterladt. Når forvaltninger ”glemmer” at vejlede, er det ikke bare en fejl. Det er et brud på retssikkerheden. Og når det sker systematisk, bliver det et demokratisk problem.
Det er ikke kun enkeltstående sager – det er et mønster. Et mønster af manglende viden, manglende ansvarsfølelse og en kultur, hvor økonomi vejer tungere end menneskelighed. Der tales varmt om forebyggelse, men i praksis sker der det modsatte: familier nedslides, og børn betaler prisen.
Vi hører ofte politikere tale om velfærdssamfundet som et sikkerhedsnet. Men hvad er et sikkerhedsnet værd, hvis hullerne er så store, at hele familier falder igennem?
Hos Retssikkerhed For Alle mener vi, at tiden er inde til et opgør med den forvaltningskultur, hvor borgerne behandles som sager frem for mennesker. Vi efterlyser et reelt fokus på retssikkerhed, på helhedssyn og på ansvar.
Ingen bør stå alene i mødet med systemet. Ingen bør miste sin familie, sit helbred eller sit håb, fordi det offentlige svigter sit ansvar.
Vi foreslår:
At kommunerne forpligtes til at dokumentere, hvordan borgerne vejledes om deres rettigheder,
At uvildige instanser får reel adgang til at føre tilsyn med forvaltningspraksis, og at støtte til behandling – både psykologisk og socialt – skal være en rettighed, ikke en luksus.
Vi kan ikke blive ved med at se passivt til, mens familier knækker. For hver gang systemet svigter én borger, går det ud over flere: børn, ægtefæller, pårørende. Og til sidst går det ud over os alle.
Velfærd handler ikke om, hvad vi siger i festtaler, men om hvordan vi behandler dem, der står svagest.
Det er på tide, vi tager ansvar – før flere familier mister alt, hvad de har kæmpet for.