Flere myndigheder er i dag samlet i Sydøstjylland for at koordinere indsatsen i forbindelse med et varsel om snefygning i den sydlige del – og dele af den centrale del – af landet.
Sydøstjyllands Politi, Præhospitalet, Hjemmeværnet, Brandvæsenet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og repræsentanter fra politikredsens kommuner – Skanderborg, Horsens, Hedensted, Billund, Vejle, Fredericia og Kolding – er i dag samlet i Horsens i den Lokale Beredskabsstab (LBS), hvorfra de følger varslet om snefygning nøje, oplyses det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
Formålet er at koordinere indsatsen, sikre effektiv ressourceanvendelse og rettidig information til borgerne, hvis vejrsituationen udvikler sig.
Myndighederne er forberedt på at håndtere eventuelle udfordringer som følge af snefygningen, herunder påvirkning af trafikken, forsynings-sikkerheden og adgangen for redningskøretøjer.
Det indebærer blandt andet, at man sikrer assistance fra Forsvarets køretøjer samt Beredskabsstyrelsens sneplove.
Man kan holde sig opdateret på trafikken på trafikinfo.dk, (eller ihvertfald relativt opdateret, øjnene virker nu engang bedst når det gælder vejret red.)
Politiinspektør Kristian Juliussen, der koordinerer den samlede indsats i Den Lokale Beredskabsstab, fortæller om arbejdet:
”Vi tager varslet om snefygning meget alvorligt, og vi arbejder i fællesskab på at være på forkant. Vi er derfor klar til at reagere, hvis vejret giver udfordringer for borgerne. Vi opfordrer samtidig til, at borgere selv forbereder sig på forholdene og husker at vise agtpågivenhed, hvis de har brug for at bevæge sig ud i trafikken.”
Gode råd
– Hjælp naboer og særligt sårbare borgere, hvis der opstår behov.
– Følg myndighedernes anbefalinger.
– Skal du ud at køre, så tilpas hastigheden efter forholdene.
– Sørg for, at bilen er vinterklar med egnede dæk, isskraber, sneskovl, varmt tøj, refleksveste, mad og drikke, fuld tank eller batteri, strøm på telefonen, samt tæppe og eventuelt medicin.
– Hold dig opdateret og vejret og trafikken via officielle kanaler og lokale medier.
– Vis hensyn til rednings- og servicekøretøjer, så de kan komme frem.
Kilde: Sydøstjyllands Politi
Myndighederne vil løbende vurdere situationen og melde ud, hvis der sker ændringer eller behov for yderligere tiltag.
– Opstår der specifikke spørgsmål til myndighedernes særskilte indsatser, så henviser vi til den relevante sektor, lyder det i pressemeddelelsen.