FREDERICIA

Musikken holder liv i minderne

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Musik og følelser er tæt forbundne, og de kan deles – også uden ord

Musik og lyde kan vække minder. Den viden kan bruges som både støttende og trøstende redskaber overfor demensramte borgere. Derfor tilbyder Fredericia Kommune fire workshops, hvor borgere, der er i en tidlig fase af en demenssygdom, kan arbejde med deres musikalske livshistorie.

”Lyd og musik er med i vores liv, hverdag og ved særlige begivenheder fra før vi bliver født og indtil den dag, vi dør. Når demenssygdommen rammer, så kan musikken være bindeleddet til glemte minder og følelser, og derfor er det vigtigt at få registreret sin musikalske livshistorie i den tidlige fase af en demenssygdom”, siger formanden for Senior- og Handicapudvalget, Susanne Bjerregaard Mørck.

De fire workshops, ”Musikken i mit liv”, er åbne for alle, og man behøver ikke at tilmelde sig. Deltagerne behøver heller ikke deltage i alle fire workshops, men kan deltage i den tid, de har overskud til.

Den musikalske livshistorie er et godt redskab for både pårørende og de omsorgspersoner, som borgeren kommer i kontakt med i sygdomsforløbet.

”Når demenssygdommen skrider så meget frem, at det ikke længere er muligt for den demensramte at fortælle, hvad han eller hun kan lide eller ikke lide, så er der hjælp at hente i en musikalske livshistorie for de pårørende og omsorgspersonale. Derfor er det en god ide at blive sig bevidst om og få nedskrevet eller indspillet musik og lyde, som har eller har haft betydning igennem livet”, fortæller musikterapeut Astrid Faaborg Jacobsen.

Hver workshop indledes med kort præsentation af musikalske virkemidler og fortælling om, hvad det kan betyde, at omgivelserne er bekendt med musik, som har haft betydning igennem livet.

Deltagerne vil blive guidet til at finde frem til musik, der vil vække minder hos den enkelte, og resultatet skulle gerne være en personlig playliste, som kan gemmes og være en støtte for borgeren selv. Listen kan også deles med pårørende eller de omsorgspersoner, som borgeren skal samarbejde med på et senere tidspunkt i sit liv. Listerne kan også fungere som en personlig præsentation, når nye fagpersoner skal lære borgeren at kende.

Den første af fire workshops foregår den 8. oktober fra kl. 16.30 – 18.00 i Demensfællesskabet Lillebælts lokaler på Fredericia Sundhedshus.

Du kan læse mere på demensfredericia.dk