Slår dørene op i Prinsessegade i 2027
Det sker i foråret 2027. Her skal de centrale fortællinger om fæstningen og fristaden præsenteres i moderne, attraktive rammer og i miniformat, indtil et nyt stort museum er på plads. Det betyder samtidigt et farvel til de stadigt mere utidssvarende rammer på Jernbanegade, det oplyses i en pressemeddelelse.
”Vi ville gerne rykke tættere på bymidten og har fundet et velfungerende lejemål med en rigtig god beliggenhed tæt på den historiske bykerne og det afgørende farvand. Ambitionen er at præsentere en skarp og minimalistisk introduktion til Fredericias historie på en adresse, der også kan blive et perfekt afsæt for at gå på opdagelse i de vinkelrette gader, på voldene og rundt i fæstningsbyens unikke kulturarv, siger museumsdirektør Simon Faber.
Lukningen af bymuseet skyldes, at de bygningsmæssige rammer ikke længere lever op til kravene for museumsdrift. Frem til lukningen i juli har vi gennemført særlige søndagsrundvisninger, ligesom der er gratis adgang igennem fæstningsdagene.
”Der skal lyde en stor tak til alle de, som siden 1916 har bidraget til opbygningen af samlingen og har etableret de efter datidige forhold idylliske rammer på Jernbanegade. Erfaringen mange steder i landet er imidlertid, at det er uhyre svært at få en ældre bygningsmasse til at leve op til nutidens forventninger og myndighedskrav. Inden længe må museumsbranchen faktisk indstille sig på yderligere skærpede krav i forbindelse med samfundets behov for beredskab. Fredericia Kommunes principbeslutning i 2023 om at skabe nye rammer for museet var således helt rigtig – og nu går rejsen så for alvor i gang”, understreger Simon Faber.
Fraflytningen af bymuseet betyder samtidigt en omlægning af dele af museets ressourcer for bedre at kunne understøtte de udviklingsopgaver, som Museum Fredericia står over for i fremtiden.

Rejsen mod fremtidens museum fortsætter
Museum Fredericia står som selvejende institution foran en ambitiøs udvikling med etableringen af et nyt museum, der skal formidle Fredericias ufortalte historie. Næste fase bliver at konkretisere det nye, store museum og gennem fonde at sikre den nødvendige kapital til realiseringen. De midlertidige rammer i Prinsessegade skal være mere end blot en overgangsadresse.
Ambitionen er at afprøve nye formidlingsgreb, publikumsoplevelser og temaspor, derkan indgå i arbejdet med det kommende museum. Dermed skal Prinsessegade blive et nyt omdrejningspunkt for byens historie og et afgørende springbræt for fremtidens Museum Fredericia.
Bestyrelsesformand Anders Østergaard ser omlægningen som en vigtig etape i forberedelserne:
”Fra bestyrelsens side ser vi flytningen til Prinsessegade som et vigtigt skridt på vejen mod fremtidens Museum Fredericia. De nye rammer giver os mulighed for at komme tættere på byen og afprøve nye måder at formidle Fredericias historie på. Samtidig står der stor respekt om den mere end 100-årige epoke, som gennem generationer har været knyttet til museet i Jernbanegade. Det er en arv, vi bygger videre på, og vi glæder os til løbende at dele planerne for det kommende museum”, siger bestyrelsesformand Anders Østergaard.
Tidslinje
2024: Museum Fredericia konstituerer ny bestyrelse og opnår status som selvejende institution
2025: Simon Faber ansættes som ny museumsdirektør
2026: Bymuseet i Jernbanegade lukkes
2027: Museum Fredericia åbner midlertidigt i Prinsessegade 82
Kilde: Museum Fredericia