FREDERICIA

Multihal står klar til november

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Facadeændringer forsinker opførelsen af multihal ved Kirstinebjergskolen med tre måneder

 I september 2014 vandt et totalentreprisehold bestående af Jensen Træ Aps, Billund/Hansen arkitekter og Alectia Rådgivende Ingeniører A/S opgaven med at opføre en mulithal ved Kirstinebjergskolen på Havepladsvej. Ifølge den oprindelige tidsplan skulle multihallen kunne tages i brug, når eleverne vender tilbage fra sommerferien i august 2015. Den forventede dato for ibrugtagning er nu udskudt til 17. november 2015.

Forsinkelsen skyldes, at der skulle laves nogle ændringer i projektet for at give bygningens facader et mere imødekommende udtryk, og det har betydet, at materialet blev indsendt senere til myndighederne end forventet. Partshøringen på materialet er otte uger, og først herefter kan ansøgningen om byggetilladelse behandles.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at multihallen ikke kan tages i brug ved starten af næste skoleår som planlagt, men jeg glæder mig stadig over, at den er på vej. Den vil give skolen nogle fantastiske rammer for idrætsundervisning, fællesaktiviteter og kreative udfoldelser”, udtaler formand for Børn og Uddannelsesudvalget Susanne Eilersen.

Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej fungerer som overbygningsskole for 524 elever fra 7.-9. klasse. Den nye hal bliver en multihal, der kan anvendes til en bred vifte af aktiviteter – både inden for idræt og som et stort fællesareal, der kan bruges til andre større aktiviteter i løbet af året af både skole og foreningsliv.