Kort Nyt

Mormors nøjsomhed er en del af fremtiden

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Nyt foredrag kaster lys over, hvordan mormors livsstil kan hjælpe med at løse nutidens klimaproblemer.

Sammen med Natur & Miljø har Fredericia Bibliotek inviteret forfatter og bæredygtighedsekspert, Jane Ibsen Piper, til at komme og fortælle om, hvordan de gamle dyder kan være en del af løsningen på tidens klimaproblemer, oplyses det i en pressemeddelelse.

Med sin bog “Mormorliv – råd til at leve mere enkelt” som udgangspunkt, vil Jane Ibsen Piper fortælle om, hvordan de gode gamle dyder kan være en del af løsningen på de klimaproblemer, vi står over for i dag. Piper deler personlige erfaringer og anekdoter fra sin mormor Ragnhilds liv, og viser med humor og indlevelse, hvordan man med små trin kan passe bedre på de ressourcer, vi har omkring os.

Jane Ibsen Piper og hendes mormor, Ragnhild. Foto: Ballerup bibliotekerne

Gennem foredraget vil publikum få et indblik i et liv før den teknologiske revolution – en tid før vaskemaskiner, fryser og telefoner dominerede hverdagen, og før plastikemballage og “brug-og-smid-væk” tankegangen blev en norm.

De råd, der både sparer tid, penge og mindsker vores klimaaftryk, er blandt de mest værdifulde. Jane minder os om dengang, hvor mad blev lavet fra bunden, intet blev spildt, og husholdningen blev kørt med et skarpt øje for sparsommelighed og omsorg.

Hvis du er interesseret i at dykke dybere ned i disse skatte af viden, kan du deltage i foredraget, der finder sted på Fredericia Bibliotek den 4. oktober kl. 19. Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside eller deres velkomstcenter.

Arrangementet er en del af bibliotekets verdensmålsindsats.