
Mød hverdagens helte på J.B. Nielsens Plads til 112-dag

Søndag d. 22. oktober kl. 10-16 kan man for 5. år i streg komme ind og møde hverdagens helte
Her vil både politi, brandvæsen, ambulancereddere, marinehjemmeværnet og militærhjemmeværnet m.fl. besøge Gothersgade Syd og J. B. Nielsens Plads.
– Vi glæder os til den her dag hvert eneste år, for der er altid en fantastisk stemning. De fleste børn elsker jo politibiler, brandbiler og den slags, og det er fedt at se dem lyse helt op, når kommer tæt på bilerne og udstyret, siger medejer af Urbania Streetfood, Brian Løkkegaard, om 112-dagen i en pressemeddelelse.
Hjemmeværnet viste deres udstyr frem og fortalte om hvad det vil sige at være en del af hjemmeværnet, og man kunne hjælpe brandfolkene fra Trekantbrand med at slukke en fiktiv brand, her sidste år i 2022. Foto: Pressefoto
Sluk en brand, visitér et køretøj og kom tæt på beredskabets udstyr
Dagen byder på en masse spændende og publikumsinvolverende aktiviteter – Foruden at komme helt tæt på beredskabets udstyr, har nogle af aktørerne også arrangeret konkurrencer samt mulighed for at prøve udstyret.
Blandt andet brandvæsenet har tradition for at tænde brandslukningshanerne, så børn (og barnlige sjæle) kan prøve at slukke den fiktive brand. Hjemmeværnskompagniet Fredericia har i år taget feltrationer med til smagsprøver og opsat en konkurrence, hvor deltagerne skal visitere et køretøj samt kigge på et gerningssted. Desuden kommer Redning Danmark, som er en ny aktør med en kran.
DanmarkC TV var med sidste år, se hvordan det forløb her og få en idé om hvad du kan forvente når 112-dagen på søndag vender tilbage for 5. gang i Fredericia: