VEJLE

Mød fremtidens football-stjerner i Vejle

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Triangle Razorbacks skal være vært for en fire-nationers U-19 EM-kvalifikationsturnering. Turneringen finder sted fra d. 8.-10. maj, og formand for klubben, Thomas Christiansen, opfordrer alle til at opleve den unikke stemning på stadion.

I næste weekend er der mulighed for at komme helt tæt på fremtidens football-stjerner. Triangle Razorbacks med hjemmebane i Vejle er nemlig vært for en fire-nationers U-19 EM-kvalifikationsturnering, hvor England, Finland og Sverige kommer på besøg for at kæmpe mod det danske landhold om billetterne til den kommende EM-slutrunde.

Formand for Triangle Razorbacks, Thomas Christiansen, var ikke i tvivl, da klubben fik tilbuddet om at afholde turneringen.

”Vi tænkte, at det var en god mulighed for at vise, at der er mere football end bare lige Razorbacks i Vejle. Vi har før afviklet landskampe, og der er altså bare en anden stemning til de kampe, end der er normalt,” siger han.

Triangle Razorbacks har to unge talenter med på U19 landsholdet, Magnus Vangsbo og Peter Møller. Sidstnævnte ses på billedet.
Triangle Razorbacks har to unge talenter med på U19 landsholdet, Magnus Vangsbo og Peter Møller. Sidstnævnte ses på billedet.

To vejlensere på landsholdet

Hvis man vælger at købe billetter til kampene, er der god chance for at se en spiller med lokalt blod i årene på det danske landshold. Triangle Razorbacks har nemlig to spillere med på holdet, Magnus Vangsbo og Peter Møller. Ifølge Thomas Christiansen får de to talenter vinger af at spille på hjemmebane.

”Jeg er helt sikker på, at de to spillere får en rigtig god oplevelse. Jeg ved, at deres respektive skoler, forældre, venner og holdkammerater nok skal give dem den støtte, de har behov for, på sidelinjen. Så jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk kulisse for dem at spille i,” siger han.

Samtidig påpeger han, at turneringen også kan være en inspiration for de andre talenter i klubben, som er tæt på at komme på landholdet. For folk, som ikke ved så meget om amerikansk fodbold, er der også en god grund til at komme på stadion.

”Vi vil vise almindelige mennesker, der ikke lige spiller football, at der er plads til alle på sådan et hold. Det er jo en masse unge mennesker, og der er lidt af de tykke og lidt af de tynde, så det er en god mulighed for at vise, at football er for alle. ”

En gevinst for byen og klubben

Vejle Kommune vil gerne tiltrække både nationale og internationale mesterskaber til byen, og her passer EM-kvalifikationen i amerikansk fodbold godt ind, synes Kurt Smidt, der er idræts- og fritidschef i Vejle Kommune. Han pointerer, at mange mennesker vil besøge Vejle på grund af turneringen.

”Der kommer mindst 300 football-spillere til byen plus deres hold. Så vi får sat Vejle på landkortet og vist byen frem for spillere fra England, Finland, Sverige og så det danske landshold. De ville ikke være kommet til byen, hvis ikke det havde været for stævnet,” siger han.

Det er dog ikke kun byen, der får noget ud af besøget. Også Triangle Razorbacks får noget ud af at afholde turneringen.

”Det skaber et sammenhold i klubben, at alle skal hjælpe til. Nogen skal stå vagt, mens andre skal stå i boder og tage i mod entre. Det er en anden måde at være sammen på, end de er til hverdag,” siger Thomas Christiansen.

Oplev stemningen

Hvis man sidder derhjemme og er i tvivl, om man skal tage af sted, får man ifølge Thomas Christiansen ikke en større chance for at se, om amerikansk fodbold er noget for en.

”Det er ikke så tit, man kan se en landskamp for en halvtredser. Man kan oven i købet se to for en halvtredser, nemlig fredag og søndag. Amerikansk fodbold skal opleves live, og nu er der en unik mulighed, så jeg synes, folk skal komme ud på stadion fredag kl. 17 for at opleve Danmark mod England.”

Fakta

Triangle Razorbacks er i samarbejde med Dansk Amerikansk Fodbold Forbund (DAFF) i weekenden den 8.-10. maj værter for U19 EM-kvalifikationsturneringen.

Kampene spilles på Vejle Atletik Stadion og entreen er 50 kr.

Program for turneringen:

 

Fredag d. 8. Maj

Kamp 1: Danmark vs. England

Kamp 2: Sverige vs. Finland

 

Søndag d. 10. maj

3. plads taber kamp 1 vs. taber af kamp 2

Finale: vinder af kamp 1 vs. vinder af kamp 2

 

Samme weekend er Frankrig værter ved en lignende turnering, hvor Holland, Serbien, Frankrig og vinderen af Italien vs. Spanien deltager.

Det er vinderen af hver turnering, som d. 25-27. juni skal deltage ved EM i Dresden, Tyskland.