Mistænkelig brand ved Gudsø Vandmølle – Kolding Landevej var spærret

Mistænkelig brand ved Gudsø Vandmølle – Kolding Landevej var spærret

Politi og brandvæsen rykkede ud til en brand på Kolding Landevej i Gudsø mellem Kolding og Fredericia

Branden opstod i en af bygningerne, der var tilknyttet Gudsø Vandmølle, og udviklede kraftig røg, som drev i østlig retning.

Som følge af branden blev Kolding Landevej spærret for trafik, mens brandvæsenet arbejdede på stedet. Der var på intet tidspunkt umiddelbar fare for, at branden skulle sprede sig til de øvrige bygninger. Der var mandskab fra flere af de omkringliggende TrekantBrand stationer.

Senere på aftenen blev slukningsarbejdet afsluttet, men da der fortsat kunne forekomme røgudvikling fra brandtomten hen over natten, blev der etableret en brandvagt på stedet.

Klokken 21.30 meddelte politiet, at der ikke længere var behov for, at borgere i området holdt døre og vinduer lukkede.

Politiet betragtede branden som mistænkelig og afspærrede derfor brandtomten med henblik på nærmere undersøgelser af brandårsagen.

Omkring klokken 22.00 blev afspærringen af Kolding Landevej ophævet, og trafikken kunne igen passere strækningen.