Kultur

Minibyens bygmestre fejrer 30 års jubilæum

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Minibyens bygmestre fejrer 30 års jubilæum

 

 

Kom helt tæt på de flotte huse i mini udgave til åbent hus i anledningen af 30 års jubilæum

 

 

Fredag den 25. november er det 30 år siden, at byggerne fra Danske Seniorer lagde den første lille mursten i Den Historiske Miniby i Fredericia. Det fejrer vi med åbent hus samme dag kl. 9.00-12.00, hvor du har chancen for at møde byggerne, blive vist rundt på værkstederne på Prangervej og komme helt tæt på de flotte huse i miniature udgave, der alle bliver bygget med ægte tegl og sten.

 

Værkstedet har siden 1986 ligget i bygningerne på Prangervej, der i dag også huser genbrugsbutik og nyetableret tegnestue, hvor tre frivillige holder styr på nye tegninger, som der skal bygges efter.

 

Udvidet åbningstider

Den Historiske Miniby har udvidet sin åbningstid for sæson 2017. Kig forbi alle dage fra 1. april til og med 22. oktober 2017. Se tidspunkter på Minibyens hjemmeside: www.denhistoriskeminiby.dk og på Madsby Legeparks hjemmeside: www.madsbylegepark.dk

 

Den Historiske Miniby

Husene bygges i målestoksforhold 1:10 af ægte tegl og sten efter byplanen og tegninger af husene i 1849.
Minibyen ejes og drives af Kultur & Idræt i Fredericia Kommune. Madsby Legepark har den daglige ledelse.

 

Frivillige seniorer fra Pensionisternes Samvirke, Fredericia bygger og vedligeholder husene i samarbejde med det faste personale og Proaktiv. Seniorerne er også guider i Minibyens åbningstid.

 

Der er ca. 7.500 besøgende i Minibyen om året.