Solen bagede over Fredericia Vold, da startskuddet torsdag middag lød til Landsforeningen af Væresteders Royal Side Run 2026. Hele 325 deltagere fra 23 forskellige væresteder over hele landet var rejst til fæstningsbyen for at løbe, gå og hylde det sociale samvær.
Det er tredje gang, at Fredericia danner ramme om motionsløbet, som ifølge byens borgmester, Peter Tind, handler om langt mere end kilometer i benene.
Arrangementet fokuserer på rummelighed, og deltagerne kunne frit vælge, om de ville løbe eller gå på den én kilometer lange rute.
”Det handler meget mere end kun om motion og kilometer. Det handler om det allervigtigste. Det handler om fællesskaber,” lød det fra borgmester Peter Tind i hans velkomsttale.
”Uanset hvor man er i livet, så skal der være plads til os alle sammen. Fordi det handler ikke om tider og rekorder i dag. Det handler ikke om den perfekte løbestil. Det handler om at være med, det handler om at mærke fællesskabet og få en rigtig god oplevelse.”
Efter talen og en fælles nedtælling blev deltagerne sendt afsted i sommervarmen, hvor der var rigeligt med opbakning og god stemning langs voldene.
Video: DanmarkC TV
Kilometerjagt og genforeninger
For værestedernes brugere er den årlige begivenhed et stort højdepunkt, som der ses frem til i månedsvis. Udover det sociale aspekt var der også indlagt små konkurrencer med præmier til dem, der gennemførte flest runder, samt til det værested, der havde medbragt det flotteste banner.
Blandt de mange fremmødte var Jakob, der var rejst til Fredericia fra Sønderborg. For ham er dagen en kærkommen lejlighed til at pleje gamle venskaber.
”Jamen det betyder at man møder nogle gamle bekendte som man ikke har set i lang tid. Og så er det et fedt fællesskab. Og så er det jo skønt vi har det så lækkert varmt idag,” sagde Jakob, der havde et personligt mål om at nå 8-9 runder i løbet af dagen.
Også det lokale byråd var repræsenteret på ruten. John Nyborg, der deltog i begivenheden, lagde vægt på, at kommunen i den grad ønsker at understøtte det store engagement fra de frivillige:
“Det er det fælles tredje. Det er det der med at skabe noget sammen. Det at være sammen om et projekt. Og det er fantastisk at kunne få nogle gode oplevelser. Det er det drejer sig om,” sagde han.
Trods den bagende varme var humøret højt hele vejen rundt på volden, hvor deltagerne enten heppede, jublede eller blot nød den smukke natur i eget tempo.