Med på job: Blikfang Optik

Med på job: Blikfang Optik

Fra en strategisk placering i Erritsø driver optiker Per Skov forretningen, Blikfang Optik, der kombinerer klassisk håndværk med moderne teknologi og mobile løsninger

Siden etableringen i 2009 er virksomheden vokset markant, og i dag beskæftiger forretningen 15-16 medarbejdere, der både servicerer kunder i butikken og ude på landets arbejdspladser.

Moderne optik handler om langt mere end blot at læse bogstaver på en tavle. I dag benyttes avanceret udstyr, der fungerer som en form for ultralydsscanning af nethinden. Ved at gennemlyse øjet med 2.000 målepunkter kan optikerne spotte tegn på alt fra diabetes til stress, før kunden selv mærker symptomer.

I dette afsnit af ‘Med på job’ besøger DanmarkC TV Blikfang Optik på Erritsø Bygade 97, 7000 Fredericia.

DanmarkC TVs journalist og vært Mila besøger sammen med videojournalist og fotograf, Heri, Fredericias virksomheder og foreninger, store som små – og får et indblik i deres dagligdag.

Seerne får dermed mulighed for at komme tættere på de mennesker der former det lokale erhvervsliv, og opleve de mangeartede arbejdspladser, byen rummer.

Du kan finde alle afsnit af “Med på job” på vores youtubeside.