Fredericia gør sig klar til årets højdepunkt, når de traditionsrige 6. juli-dage løber af stablen. Selvom festlighederne strækker sig over en hel uge, er det især den 5. og 6. juli, der sætter byen på den anden ende og samler borgere og gæster.
For mange borgere er det nemlig et helt fast holdepunkt på året.
“Det er noget, som folk kommer hjem til i Fredericia,” fortæller eventkoordinator Lotte Fenneberg fra Fredericia Shopping om den populære byfest, der i høj grad samler generationer på tværs.
Arrangementet lokker tusindvis af mennesker ud i byens gader, særligt under det smukke fakkeloptog søndag aften og den store Sørgemarch og Sejrsmarch om mandagen. Her står borgerne tæt langs ruten, og mange hænger ud af vinduerne for at vaje med flagene. Årsagen til den store opbakning er tydelig.
“Efter corona, der vil vi rigtig gerne ud. Vi vil gerne mødes, vi vil gerne dyrke fællesskaber, vi vil gerne dyrke familierelationer,” forklarer hun og beskriver stemningen: “Jeg synes jo, hele fæstningsprogrammet er et mekka af en masse historie, en masse samhørighed, og en masse fællesskab.”
Video: DanmarkC TV
Læs programmet for Fæstningsdagene i Fredericia her
Programmet byder på store oplevelser fra tidlig morgen til sen aften. Søndag har byens butikker ekstraordinært aftenåbent fra klokken 17 til 22, så man kan mærke den særlige stemning, inden det store fakkeloptog begynder lidt over klokken ti.
Byfestens program favner bredt med oplevelser for både store og små. Børnene kan se frem til at få malet små Dannebrogsflag på kinderne og lege landssoldat for en dag i teltlejren. Samtidig kan de voksne nyde det gode selskab til musikalske indslag.
På Rådhuspladsen søndag d. 5 juli fra klokken 17.00-18.00 skaber Sigurd Barrett vanen tro stor glæde med sin blanding af musik og historiske fortællinger.
“Det er folk i alle aldre, som nyder Sigurd Barrett,” lyder det fra Lotte Fenneberg. Senere på ugen tager voksenmusikken over, når Thomas Helmigs Helte spiller op til hygge og fest.

Læs hele programmet for Fæstningsdagene i Fredericia ved at klikke på billedet herover. Grafik: Fredericia Kommune
Et kæmpe samarbejde
Når mandagen rammer, står programmet blandt andet på Sørgemarch og Sejrsmarch fra klokken 11 til 13. Her forventes byens gader at være tætpakkede med tusindvis af mennesker, der hænger ud af vinduerne med flag langs ruten.
Hele den store byfest lader sig kun gøre gennem en massiv indsats og et stærkt lokalt samarbejde, hvor mange bidrager til at holde traditionerne i live.
“Der er jo så mange involveret i det her, og alle lægger jo faktisk rigtig mange frivillige kræfter i det her,” fortæller Lotte Fenneberg om arbejdet.