En mand var af ukendte årsager kravlet op på en container, hvilket aktiverede både politi og brandvæsen i næsten fire timer og medførte afspærringer i området
Både politi og brandvæsen var massivt til stede i krydset ved Dronningensgade og Fynsgade, hvor en mand havde forskanset sig i højden.
Operationen, der endte med at spærre dele af midtbyen i næsten fire timer, drejede sig om en 26-årig mand fra Fredericia. Af ukendte årsager var han kravlet op på en container og kunne, eller ville, ikke komme ned igen, skriver Fredericia Dagblad.
Alarmen indløb til myndighederne klokken 1.20, hvorefter en større udrykning blev iværksat. Både politiets patruljevogne og brandvæsenets udrykningskøretøjer ankom til Dronningensgade og Fynsgade.
Først klokken lidt før fem – mere end tre og en halv time efter den oprindelige anmeldelse – kunne indsatsen afblæses, og de blå blink forlade midtbyen.
Manden blev kørt til kontrol på Kolding skadestue, oplyser Politiet til Fredericia Dagblad.
