Magisk Sommerrock samlede byen

Magisk Sommerrock samlede byen

Årets store Sommerrock i Fredericia blev præcis den publikumssucces, som arrangørerne havde drømt om

Det blev en uforglemmelig oplevelse med høj sol, blå himmel og glade gæster, da Sommerrock 2026 forvandlede byens gader til én stor musikfestival. Årets program bød på alt fra store stjerner til lokale talenter, og en ny storskærm løftede oplevelsen til nye højder.

“Det var en magisk dag. Det var en dag, hvor solen skinnede, der var blå himmel og 24 grader.” lyder det begejstret fra Lotte Fenneberg, Detail og Eventkoordinator hos Fredericia Shopping.

Musik for alle generationer

Programmet favnede bredt og skabte liv i hele midtbyen. Dagen startede med et stærkt fokus på de unge, da Youtube-fænomenet Morten Münster gik på scenen. Senere på dagen overtog navne som Østkyst Hustlers og velkendte kopibands, mens der blev spillet lækker, familievenlig musik af det lokale “Det strammer max” i Vendersgade (Løvestrøget red.).

Den musikalske spændvidde var et bevidst valg for at samle hele byen:

“Vi havde strikket et program sammen, så folk kunne opleve noget i hele byen. Både med store og mindre kunstnere, men også med lokale og folk udefra.” lyder det fra Lotte Fenneberg.

Morten Münster & Tobias

Morten Münster startede ballet på Rådhuspladsen, og det lokale “Det strammer max” sørgede for fed stemning i Vendersgade. Foto: Heri Niclasen og Ole Sejrup

Nyt storskærms-koncept

Et af årets nye og meget populære tiltag var en massiv skærmopsætning. Den sørgede for, at alle gæster kunne følge med i begivenhederne, uanset hvor langt tilbage i mængden de stod.

“Nu prøvede vi at vi fik storskærmen op, og vi fik streamet op på storskærmen. Og det må jeg bare sige, det er bare noget, jeg meget gerne vil fortsætte med,” siger Lotte Fenneberg.

Skærmen skabte en helt særlig dynamik, især da Rådhuspladsen blev tætpakket ud på de sene timer.

“Det er helt magisk på Rådhuspladsen,”

Video: DanmarkC TV

Syng med på Kim Larsen og varm sommerstemning

Da mørket faldt på, og nattestemningen sænkede sig over Fredericia, var det traditionen tro tid til, at bandet ‘Midt om natten’ lukkede og slukkede festen. Publikums begejstring ville ingen ende tage, og kopibandet endte med at levere hele fire ekstranumre til den syngende folkemængde under den lune sommerhimmel. Dagen vil længe blive husket for sin fantastiske atmosfære.

“Jeg sidder med den følelse, at lige meget hvor du var i midtbyen, så kunne du bare mærke god stemning,” afsluttes der med tydelig stolthed over byens massive opbakning.

De mange glade borgere kan desuden se frem til byens fortsatte sommerprogram, der de kommende fem til seks uger byder på alt fra børnevenlige aktiviteter til livemusik på udvalgte ugedage i midtbyen.

Bryan Adams Jam
Østkyst Hustlers
Østkyst Hustlers

Split:ted, Byan Adams Jam, Østkyst Huslers og Midt om Natten rockede Rådhuspladsen. Fotos i galleri: Ole Sejrup og Heri Niclasen

Læs også: