SAMFUND

Målrettet og synlig patruljering på E-45 i myldretiden

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Færdselsuheld på motorvejen kan betyde død eller lemlæstelse og har altid økonomiske konsekvenser – fra mistede indtægter i familierne, hospitalsudgifter, reparationsudgifter til køretøjerne, til tabt tid og indtægter for de, der sidder i de køer, som uheldene fører med sig. Der er altså mange gode grunde til at forsøge at påvirke bilisterne – som både kan være problemet og løsningen i ét.

Politiindsats i Sydøstjyllands Politikreds

RigspolitietSydøstjyllands Politi gennemfører derfor i en periode en præventiv, målrettet og synlig patruljering på E-45 i myldretiden om morgenen samt eftermiddagen for derigennem at virke forebyggende på situationer, som kan medfører uheld eller på anden vis hindre en smidig trafikafvikling.

Indsatsen betyder også en konsekvent bødeudstedelse ved konstaterede overtrædelser som fx uopmærksomhed, manglende afstand til forankørende, manglende overholdelse af overhalingsforbuddet for lastbiler, placering på vejen samt anden hensynsløs kørsel for derved at påvirke bilisternes adfærd.

‘Vi håber, at vore synlige tilstedeværelse i kombination med bødeblokken vil gøre en forskel’ siger vicepolitiinspektør Verner Pedersen, fra Hunde- og Færdselscentret i Sydøstjyllands Politi. ‘Men det gør det jo ikke alene. Det er nødvendigt, at bilisterne selv bidrager til færre uheld og større fremkommelighed på vores tæt trafikerede motorveje ved helt banalt at overholde færdselsloven.’ Han understreger: ‘Det handler om at være opmærksom og forudseende som bilist i den tætte trafik og om at holde afstand og så holde til højre, så trafikken kan glide uden de evindelige stop and go, vi oplever derude nu. Derfor skal lastbilerne også overholde overhalingsforbuddene, så den samlede trafik kan afvikles mere glidende’.

Baggrund i analyse

Indsatsen bygger på en analyse af registrerede uheld på motorvej E45 på den strækning, der løber gennem Sydøstjyllands Politikreds. Analysen omfatter perioden 1. oktober 2016 – 1. december 2016 og fokuserer udelukkende på uheld sket på hverdage i morgen- og eftermiddagstimerne i tidsrummet kl. 0600-1000 og kl. 1400-1800. Det må antages, at der ud over de registrerede uheld er adskillige andre uheld og forhold, som bevirker bl.a. nedsat fremkommelighed og kødannelse, men som ikke er kommet til politiets kendskab.

Analysen viser bl.a.:

  • at der i perioden 1. okt. 2016 – 1. dec. 2016 i alt blev registreret 44 uheld, som alle var materiel skadeuheld uden personskade
  • at 30 ud af 44 uheld skete om mandagen og fredagen
  • at 21 uheld sker i morgentrafikken og 23 i eftermiddagstrafikken
  • Kolding kommune er mest belastet med 17 uheld og dernæst Horsens kommune med 11 uheld
  • at 10 uheld er solo-ulykker
  • at 15 uheld er harmonika sammenstød, hvoraf de 7 er i Kolding kommune
  • at ud af de resterende 19 “simple” uheld er der involveret lastbiler i de 7
  • at 75% af uheldene sker i dagslys, hvoraf sigtbarheden er over 100 meter i 95,5% af disse uheld
  • at føret har været vådt i 23,5% af uheldene

Mere og mere trafik

Trafikken på de danske motorveje bliver tættere og tættere og er siden 2010 steget med 26,3 % viser tal fra Vejdirektoratet. Danmark er dog stadig efter lande som Sverige og Norge, når man ser på antallet af biler per indbyggere og derfor vil trykket på motorvejene formentlig kun stige i de kommende år ifølge Vejdirektoratet.

Vicepolitiinspektør Verner Pedersen siger: ‘Tidligere var det kun i myldretidstrafikken, at man risikerede at holde stille på motorvejen, men i dag er det ikke længere til at forudse, hvornår trafikken går i stå. Den trængsel vi oftest er vidne til opstår typisk som følge af flaskehalse ved eksempelvis tilkørselsramper, hvor vi generelt også har flest uheld. En anden flaskehals er de sammenfletnings strækninger, vi har ved Hornstrup nord for Vejle Fjord Broen samt sammenfletningen med E-20 både ved Skærup og ved Kolding Nord. Problemet vurderes dog stadigt, – alt fald indtil videre, at være størst i myldretidstrafikken. Endvidere er E-45 den vejstrækning i Sydøstjyllands Politikreds, hvor der sker flest uheld, hvilket også er en medvirkende årsag til kødannelse og stilstand på motorvejen.’