FREDERICIA

Louis Braille opfandt punktskriften

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Louis Braille opfandt punktskriften – et genialt værktøj for blinde

I 2015 er det 206 år siden, at en genial franskmand opfandt Punktskriften. Hans navn var Louis Braille, men hvem var han i grunden. Han var en usædvanlig begavet blind dreng, der udviklede et punktskriftsystem bestående af 6 prikker – ligesom sekseren på en terning.

Louis Braille var kun tre år da han ved et uheld i sin fars sadelmager værksted kom til at ødelægge sit syn. Louis Braille var født på et heldigt tidspunkt, for den første skole for blinde var tredive år tidligere netop blevet grundlagt i Paris, og her blev han som 10-årig optaget som elev. Louis Braille var dog klar over, at hans viden altid ville være begrænset, fordi der ikke fandtes bøger for blinde. Han blev besat af tanken om at kunne udvikle et nyt alfabet for blinde, der kunne give direkte adgang til bøgernes verden. Han var kun 16 år, da han for sine kammerater kunne fremlægge en kode baseret på prikker og streger. Han videreudviklede sit system, der nu kun bestod af prikker, for de var meget lettere at opfatte og aflæse end stregerne. Hvordan kunne han nedbringe antallet af prikker så meget, at hvert enkelt bogstav kunne rummes indenfor den flade, en fingerspids (blommen) udgør? Da Louis var først i tyverne, kom han på den ide at rumme sit system inden for en ramme af seks prikker – i opstilling meget lig sekseren på en terning. Ved udelukkende at anvende disse seks prikker kunne han dække hele alfabetet plus tegnsætning, matematiske symboler og forskellige forkortelsestegn.

Fredericia Bibliotek markerer i samarbejde med Dansk Blindesamfund dagen – søndag 4. januar. Her vil Tanja Vegeberg og Anette Bjerre sidde på bibliotekstorvet i bibliotekets åbningstid mellem klokken 13-15. De vil fortælle om blindskrift og Braille-alfabetet, læse op af en tekst med blindskrift samt fortælle om det at være uden syn.