Silende regn og en mere end fyldt tribune dannede rammen om efterårets første hjemmekamp for Erritsø GIF Rugby i mellemspillet. Efter 80 intense minutter delte Erritsø og Odder Rugbyklub pointene efter 12 – 12.
Det blev en tæt og intens affære på Erritsø Rugbystadion, hvor Odder Rugbyklub ankom med selvtillid efter en foreløbig stærk sæson inklusive en hjemmesejr over Erritsø i forårets grundspil.
Erritsø-cheftræner Steve Atkins havde imidlertid forberedt sine spillere godt, og hjemmeholdet leverede fra første fløjt en struktureret indsats. Samtidig spillede Odder op til sit bedste og var i den første time dominerende i de faste klynger, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben i erritsø.
Begge hold stod stærkt defensivt. Først efter 19 minutter lykkedes det Odder at få måltavlen i sving. Forward Sebastian Krabsen modtog i fuldt løb bolden få meter fra Erritsøs mål og kastede sig over mållinjen. Philip Degn konverterede til 0 – 7. Erritsø fortsatte ufortrødent, og efter 29 minutter kom belønningen. Holdets forwards fik sat bolden op tæt ved Odders mållinje, hvorefter landsholdsspilleren Sebastian Thøgersen så et hul i Odders forsvar og med stor fysisk styrke reducerede han til 5 – 7. Det blev også pausestillingen.
Rødt kort og flot comeback
Anden halvleg fortsatte med at være tæt. Erritsø holdt fast i strukturen og arbejdede sig gennem faserne, imens Odder fortsat var farlige. Det blev da også gæsterne, som efter 63 minutter fik slået et hul med en flot scoring af backen Kasper Clausen til 7 – 12. Bagud for anden gang jagtede Erritsø mulighederne. Med stor risiko og teknisk dygtighed blev der spillet opfindsomt med både hænder og fødder. Mateusz Rosborg Jørgensen leverede endnu en stærk indsats som fullback, indtil han måtte udgå med en knæskade efter et flot angreb, der var tæt på scoring. Oliver Holm Axelsen måtte også udgå, hvorefter Frederik Zinther trådte ind som propforward og løste opgaven flot. Under et Erritsøpres tacklede Casper Aerts Brodersen dog en Odderback så højt, at dommeren valgte at trække det røde kort.
Trods en mand i undertal tilkæmpede Erritsø sig momentum. I det 72. minut kom belønningen, da højre wing Noah Devantier leverede et flot fremløb. Hårdt presset spurtede sig fri med bolden i favnen. Godt tre meter fra mållinjen brugte han sin fremdrift optimalt, kastede sig lavt frem og kurrede i det våde græs ind under målet og over mållinjen og reducerede til 10 – 12. Flyhalf Thor Steendahl konverterede sikkert og udlignede derved til 12 – 12. Til enorm jubel hos hjemmepublikummet.
Afslutningen blev dramatisk. Erritsøback Milos Vujcic fik gult kort i det 75. minut. I rugby medfører det 10 minutter udenfor banen. Da en rugbykamp varer 80 minutter, betød det, Erritsø måtte fuldføre kampen to mand i undertal. Odder fik presset værterne helt i bund, men selv fra egen mållinje holdt Erritsø bolden i spil i stedet for at sparke til indkast. Vovestykket var tæt på at give bonus, idet Erritsø fremtvang hele to straffespark i de allerside minutter. Desværre blev forseelserne begået så langt fra Odders mål, at Thor Steendahls spark ikke nåede over tværribben. Kort efter det sidste straffespark kunne dommeren fløjte kampen af. Til begge holds tilhængeres tilfredshed.
Træner roser holdets udvikling
”Der var naturligvis en smule skuffelse bagefter, fordi sejren var inden for rækkevidde. Men præstationen viste tydeligt den udvikling, holdet er inde i.”
“Vi spillede struktureret, arbejdede for hinanden og viste, at vi kan konkurrere fysisk – også mod en markant tungere modstander. En stor tak til alle, der kom ud og støttede os på hjemmebane. Det gør en forskel at have jer på sidelinjen.” lød det fra cheftræner Steve Atkins.
Rune Rytter Larsen og Oliver Hovgaard blev efterfølgende kåret som kampens bedste spillere efter deres indsats på banen.