Bostedet Postens vej danner rammen om et trygt og aktivt liv for voksne med kognitive udfordringer. Her prioriteres både individuel udvikling, faste rutiner og et stærkt socialt fællesskab.
Bostedet Postens vej i Brejning fungerer som et hjem for omkring 100 borgere, der har brug for støtte i hverdagen på grund af kognitive funktionsnedsættelser eller forskellige diagnoser. Stedet modtager voksne fra 18-årsalderen og tilbyder et trygt miljø, hvor beboerne kan blive resten af livet.
En hverdag med plads til alle
Personalegruppen på bostedet lægger stor vægt på, at beboerne lever et liv, der minder så meget som muligt om alle andres. Dette indebærer blandt andet, at beboerne har deres egne lejligheder, som de betaler husleje for, og at de i videst muligt omfang fungerer selvstændigt i deres eget hjem.
For mange af beboerne, herunder Niklas Ustrup, er hverdagen fyldt med faste rutiner. Han passer et arbejde i Bilka, hvor han hjælper med madlavning, og han deltager aktivt i det sociale liv på tværs af bostedets seks huse. Gennem de syv år, han har boet på stedet, har han udviklet sig fra at have svært ved sociale sammenhænge til nu at have en stor vennekreds og en plads i beboerrådet.
Mød Niklas og personalet fra bostedet Postens vej i lørdagens “Så’ det weekend” på DanmarkC TV.
Så’ det weekend uge 9 – (1:2). Video: DanmarkC TV
Så’ det weekend uge 9 – (2:2). Video: DanmarkC TV