SAMFUND

Litiumbatterier: En voksende brandfare og udfordring for brandvæsnet 

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Opladning af litiumbatterier er en afgørende risikofaktor bag et stigende antal brandtilfælde: Myndighederne opfordrer til at installerer røgalarm i lokaler hvor der bliver ladet op

I denne weekend har TrekantBrand Fredericia været kaldt ud til to brande, der begge havde litiumbatterier som fællesnævner – uden sammenligning i øvrigt. Det har fået DanmarkC TV til at se lidt nærmere på, hvad vi ved om batterier og opladning.

Vi bruger litiumbatterier og -produkter som aldrig før, og mange batterier genoplades. Det kræver at forbrugerne tænker i sikkerhed, og også bruger godkendt udstyr til det enkelte produkt.

Denne graf illustrerer den markante vækst i det globale salg af litiumbatterier fra 2015 til 2023.
Salget er steget fra 11,7 milliarder USD i 2015 til estimerede 89 milliarder USD i 2023.

Litiumbatterier og -produkter er uden tvivl kommet for at blive, og lige som TrekantBrand skal lære nye måder at bekæmpe ild på, skal forbrugerne det også.

Opladning som risikofaktor 

Brandfaren i forbindelse med opladning af litiumprodukter har løbende været i fokus — både i danske og udenlandske medier og i myndighedernes kampagner, som det f.eks. ses på Sikkerhedsstyrelsens og Beredskabsstyrelsens hjemmesider om sikker opladning.

35 % af alle danske brande i mindre litiumprodukter har fundet sted i forbindelse med opladning i perioden fra 2018-2023.

Bemærk at en husstand kan have flere elcykler. Foto: sik.dk

I 2023 i alt 16 utilsigtede brande pr. 100.000 el- og hybridbiler.

Myndighederne følger udviklingen i antal brande i litiumbatterier 

Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen monitorerer løbende udviklingen i antal brande i mindre litiumbatterier. De seneste år er der sket en stigning i antallet af brande. Over de seneste år er der kommet stadig flere produkter på markedet med litiumbatterier. Det gælder ikke mindst elcykler, elscootere og elløbehjul. 

Brand ifm. opladning fordelt på produkttyper, jan. 2018- 2023 (n=430). Grafik: Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen monitorerer på baggrund af data fra de kommunale redningsberedskaber risikoen for brand i denne type mindre produkter med litiumbatterier. En ny analyse peger på en stigning i antallet af brande i produkterne. I 2021 blev registreret 30 brande, der opstod i et mindre produkt med lithiumionbatteri. I 2022 blev der registreret 73 brande. I første halvår af 2023 blev der registreret 58 brande. 

– Vi skal helt generelt ikke være nervøse for at bruge produkter med litiumbatterier, men som forbruger skal man behandle de nye produkter med respekt og omtanke ved at følge myndighedernes gode råd. Det gælder især, når vi lader produkterne op, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Nicoline Zederkof Jensen. 

– Det er fortsat relativt små tal, men vi mærker tendensen i vores udrykninger. Derfor vil vi også opfordre til, at man følger rådene på området og bl.a. har en røgalarm der, hvor man oplader sine batterier, siger beredskabsdirektør i Beredskab Øst, Rasmus Storgaard Petersen. 

Batteri. Foto: DavidReed.

– Vi kommer til at følge området tæt. Blandt andet fortsætter vi den løbende gode dialog med de kommunale redningsberedskaber om indberetning, så vi får endnu bedre data på området. Derudover følger vi også udviklingen på området i udlandet, siger analysechef i Beredskabsstyrelsen, Frederik Prytz-Grønfeldt. 

Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen kommer til at følge udviklingen på området tæt og forventer at have opdateret data på området medio 2024. 

Forbundne batterier. Privatfoto.

Herunder: Ford batteri modul og batteri celle 1. Foto: Ford.dk