Politik

Liberal Alliance præsenterer ny bestyrelse og byrådskandidat

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Liberal Alliance i Fredericia har afholdt generalforsamling, mandag d. 24. marts, hvor en ny bestyrelse blev valgt, og en ny byrådskandidat blev præsenteret forud for kommunevalget i 2025.

Den nyvalgte bestyrelse for Liberal Alliance Fredericia består af en blanding af erfarne kræfter og nye ansigter.

Bestyrelsen tæller nu Brian Meppelink-Schmidt, Poul Rand (genvalgt som lokalformand), Rune Søsted, John Rasmussen, Helene Lykke (genvalgt næstformand), Erik Duer (genvalgt som kasserer), Ulrik Højmose Soll og Lotte Hansen. Selvom Lotte Hansen ikke var til stede på billedet på grund af sygdom, understreges det, at hun er en vigtig del af holdet.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra partiet.

Liberal Alliances nye kandidat-håb og medlem af bestyrelsen, Ulrik Højmose Soll. Foto: Liberal Alliance

Efter generalforsamlingen blev Ulrik Højmose Soll valgt som Liberal Alliances nye byrådskandidat i Fredericia. Ulrik Højmose Soll kommer med en solid baggrund fra erhvervslivet, hvor han har arbejdet som konsulent og haft bestyrelsesposter i både nationale og internationale organisationer, ifølge partiet.

Hans strategiske tænkning og internationale udsyn fremhæves som værdifulde kompetencer, der skal styrke Fredericias erhvervspolitik.

Den genvalgte lokalformand Poul Rand udtrykte stor tilfredshed med valget af Ulrik Højmose Soll som byrådskandidat.

– Vi er enormt stolte af den nye bestyrelse og ikke mindst over at kunne præsentere Ulrik som byrådskandidat,” udtaler Poul Rand i pressemeddelelsen, og understreger, at Liberal Alliance prioriterer kvalitet over kvantitet i deres kandidatfelt.

– Med Ulriks erfaring og visioner står vi endnu stærkere rustet til at sætte dagsordenen i Fredericia, både for borgerne og det lokale erhvervsliv, lyder det fra Poul Rand.