Lasse Hildingberg: - Vi skal have en fredericianer i folketinget

Lasse Hildingberg: - Vi skal have en fredericianer i folketinget

Kampen om pladserne i Folketinget spidser til, og for Venstre-kandidaten Lasse Hildingberg er budskabet, at Fredericia har brug for sin egen direkte linje til Christiansborg.

Ifølge kandidaten er det altafgørende for kommunens fremtid, at vælgerne rykker sammen om en lokal repræsentant.

Lasse Hildingberg peger på flere områder, hvor Fredericia i dag mærker konsekvenserne af manglende indflydelse. Særligt folkeskolen og uddannelsesområdet står højt på dagsordenen. Resultaterne for de elever, der forlader grundskolen, vækker bekymring i forhold til ambitionen om at være et videnssamfund.

– Vi har jo masser af eksempler på, hvor vi måske er blevet forbigået på uddannelsesfronten, men også i mange andre områder og problemstillinger. Det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved, og det får man løst, hvis man får en ind, der kan tale vores sag, og som kommer med hjertet for Fredericia, lyder det fra Lasse Hildingberg.

Han understreger, at problemer med inklusion og læring ikke kan løses lokalt i byrådet alene, men kræver handling fra Christiansborg. Det samme gør sig gældende for miljøet i Lillebælt og de støjproblemer, som blandt andet plager beboerne i Erritsø/Snoghøj-området.

Video: DanmarkC TV

Kultur og miljø på dagsordenen

Udover de klassiske velfærdsområder ser Lasse Hildingberg et stort potentiale i at styrke byens kulturliv. Selvom Fredericia Musicalteater allerede er på finansloven, er der behov for en lokal stemme til at sikre flere midler, så kulturen ikke kun centraliseres i København. Han påpeger, at 70 procent af teatrets gæster kommer udefra, hvilket understreger institutionens nationale betydning.

Ligeledes er havmiljøet en mærkesag. Spildevandsproblematikker i Lillebælt kræver national opmærksomhed for at sikre et sundt miljø for eftertiden, mener han.

Samarbejde på tværs af partier

Selvom fokus er på Fredericia, anerkender kandidaten, at politik på Christiansborg kræver et bredere blik. Han lægger vægt på at skabe et godt samarbejdsklima, både internt i Venstre og på tværs af de politiske skel.

– Vi skal have en fra Fredericia i Folketinget, fordi det er vigtigt for vores kommune. Det er altafgørende for, at vi har en stemme, der bliver hørt på Christiansborg. Og derfor skal vi stemme på en, som er bosiddende i vores kommune, og det er også derfor, jeg stiller op sammen med alle de andre gode lokale kandidater, siger han.

Find dine lokale kandidater her. Tryk på billedet for at komme til vores valgside.