Læserdebat

Læserdebat: Teatrets konkurs

Det var en sørgelig nyhed, da Fredericia teater gik konkurs! De mange flotte opsætninger af Disney musicals og egenproduktioner var virkelig store oplevelser – og de satte for alvor Fredericia på kortet som ’Musicalbyen’. Teatret gav et stærkt løft til vores image som by, og det gav god omsætning til cafeer, restauranter osv. i Fredericia. Vi blev fattigere med konkursen – og ikke kun kunstnerisk.

Det store underskud er groet vildt som ukrudt, uden at nogen tilsyneladende har opdaget det. Det sidste kan undre, da det ikke er første gang, der er fulgt underskud i hælene på de flotte forestillinger. For år tilbage, i 2013, var der et stort, uventet stort, underskud. Begrundelsen var, at ”De har kørt nogle store forestillinger på Fredericia Teater, og det har antageligt været svært at overskue økonomien, fordi man har haft mange andre ting at skulle holde styr på ved de her store produktioner”, hed det. Dengang blev teaterchefen hjulpet på vej gennem adskillelse af det økonomiske og det kunstneriske ansvar i erkendelse af, at det ikke var muligt at varetage begge poster kvalificeret og korrekt på én gang. Søren Møller skulle fra da af kun stå for den kunstneriske ledelse af teatret.

Med konkursen er det kommet frem, at Søren Møller er ansvarlig for at have brugt intet mindre end 14 millioner på markedsføring – penge han alene traf beslutning om at anvende på trods af en viden om, at teatret allerede var insolvent. Men hvorfor skred bestyrelsen ikke ind? De enorme markedsføringsudgifter kunne enhver se på TV2 reklameblokkene, i avisannoncer og på mange andre platforme. Nu tørrer konkursboet (ved Bech & Bruun Advokater som kurator) så 8 mio. kr. af det økonomiske erstatningsansvar af på Søren Møller og henviser til ”procesrisiko” som begrundelse for ikke at holde teatrets bestyrelse retsligt op på deres ledelsesansvar.

For hvor er bestyrelsen i alt dette? De to repræsentanter udpeget af byrådet er borgernes ’øjne og ører’ i bestyrelsen – og kurator taler om svigt i bestyrelsens arbejde. SF undrer sig meget over, at byrådet ’frikender’ sig selv, lukker sagen og efterlader borgerne uden svar på, hvilke svigt, der er tale om, mens et byrådsmedlem siger, at man skal ’lære af sine fejl’. Hvilke fejl? Vi ved bare, at de har kostet rigtig mange penge. Vi kræver åbenhed om hele forløbet, vi må kende sagen til bunds, før det på nogen måde giver mening at tale om et nyt teater!

Da det i efteråret kom frem, at teatret havde et stort underskud, burde alle advarselslamper lyse rødt og alle teaterklokker ringe – alle i både teaterbestyrelsen og i byrådet som bidragsyder burde have vendt hele deres opmærksomhed på dette og dels gennemgået regnskabet minutiøst og dels forlangt løbende opgørelser, men det skete ikke trods forhistorien. Det er skrækkeligt, at ingen fulgte op, og at der ikke blev taget hånd om problemerne senest i efteråret 2019 – nu blev det så Corona krisen, der fik skylden. SF mener, der ikke blev udvist ’rettidig omhu’ – og ved tæppefald står kreditorer, teatergæster og kommunens borgere tilbage med en lang næse samt et stort økonomisk tab, og Fredericia har mistet et vigtigt aktiv for kommunen med vores teaters musicalopsætninger under Søren Møllers fantastiske kunstneriske ledelse.

SF Fredericia bakker op om bestræbelserne på at skabe et Fredericia Teater, ”version 2.0” med fokus på, at det er Fredericia Teater, og at det er i Fredericia, man kan se forestillingerne! Men det skal ske på et bæredygtigt grundlag både økonomisk og kunstnerisk. Hvordan konstruktionen skal være, har vi ikke nu og her nok viden til at sige. Men vi er enige i, at byen skal tilbage på landkortet som Danmarks musicalby nr. 1 – når der er ryddet ordentligt op efter konkursen!

SF Fredericia

Marianne Thomsen, spidskandidat, Lars Olesen, Sune Nørgaard Jakobsen, Henning Troelsen, Connie Maybrith Jørgensen

Regelsæt for debatindlæg på DanmarkC TV
Formålet med debatsektionen på DanmarkC TV's hjemmeside er at fremme en åben, informativ og respektfuld dialog om emner af offentlig interesse. Vi opfordrer til, at du deltager aktivt og bidrager til debatten. For at sikre et godt debatklima for alle, bedes du overholde følgende retningslinjer:

1. Formål og Indhold:

  • Debat og argumentation: Debatindlæg skal have karakter af et velargumenteret indlæg, der belyser et emne fra en specifik vinkel.
  • Fokus på sagen: Hold fokus på emnet. Personangreb, beskyldninger eller irrelevante sidespor vil ikke blive publiceret.
  • Fakta og kilder: Underbyg dine påstande med fakta og, om muligt, kilder. Det er dog ikke et krav at henvise til konkrete kilder i selve indlægget.
  • Sprogbrug: Benyt et sagligt og respektfuldt sprog. Undgå bandeord, skældsord og stødende sprogbrug.
  • Ingen reklame: Indlæg må ikke indeholde kommercielle budskaber, reklame eller propaganda.


2. Format og Omfang:

  • Længde: Et debatindlæg må maksimalt fylde 2.500 tegn inkl. mellemrum. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte indlæg, der overskrider denne grænse, eller at afvise dem.
  • Overskrift: Indlægget skal have en fængende og præcis overskrift, der afspejler indholdet.
  • Indsendelse: Indlæg sendes via den angivne formular på hjemmesiden eller til tv@danmarkc.tv


3. Publicering og Redaktionel Praksis:

  • Redaktionens ret: DanmarkC TV forbeholder sig ret til at redigere, afvise eller fjerne indlæg, der ikke overholder disse retningslinjer, eller som vurderes at være i strid med god presseskik. Dette inkluderer også indlæg, der er spam, vildledende eller på anden måde upassende.
  • Ansvar: Skribenten er ansvarlig for indholdet af sit indlæg. Det er vigtigt at have opbakning til de fakta, der fremlægges, selvom redaktionen bestræber sig på at fange eventuelle fejl.
  • Identifikation: Alle debatindlæg skal forsynes med fuldt navn på skribenten. Anonyme indlæg vil ikke blive publiceret.
  • Svartid: Vi bestræber os på at gennemgå indsendte indlæg hurtigst muligt, men der kan forekomme ventetid.


4.Kommentarer til debatindlæg:

  • Kommentarfeltet under debatindlæg er til for at skabe yderligere debat og dialog. De samme regler for saglighed og respekt gælder for kommentarer.
  • DanmarkC TV modererer kommentarer, og upassende kommentarer vil blive fjernet.
  • Vi ser frem til at modtage dine bidrag og en levende debat hos DanmarkC TV!
  • Har du spørgsmål til retningslinjerne, er du velkommen til at kontakte os på tv@danmarkc.tv