Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Naturvidenskaben arbejder i flere tilfælde med begrebet sort boks, hvilket betyder, at man ikke kan komme helt ind og se, hvad der sker og må nøjes med at se ind- og udgående aktiviteter. Disse ind- og udgående aktiviteter tolkes så logisk til en eller anden konklusion, der ikke er eksakt, men det er en statistisk vurdering.
I Fredericia kommunalbestyrelse får man den samme oplevelse, når forskellige punkter på dagsordenen skal behandles og ofte vedtages. Udvalgene har behandlet en problemstilling og ofte besluttet konklusionen, før det kommer på dagsordenen til kommunalbestyrelsesmøde, hvor udvalgets beslutning forventes vedtaget.
Det vil ofte betyde, at kommunalbestyrelsen vedtager en beslutning ud fra et udvalgsreferat, der af gode grunde ikke indeholder alle detaljer i udvalgsarbejdet. Herved bliver udvalgenes arbejde at ligne med den sorte boks, hvor ingen andre end udvalgsmedlemmerne ved, hvad der besluttes på baggrund af, hvilket er milevidt fra et demokratisk arbejde, der måske er en tradition fra socialdemokraternes overherredømme?
Et reelt udvalgsarbejde må indebære, at man søger de forskellige oplysninger og muligheder, hvorefter kommunalbestyrelsen drøfter og foretager på den baggrund den endelige beslutning i åbenhed for befolkningen. Det betyder således, at de endelige beslutninger tages i åbenhed udenfor de sorte bokse.
Både den egoistiske side i form af Kirsten Hassing Nielsen (C) og den empatiske/altruistiske side i form af Jan Filbært (F) i kommunalbestyrelsen ser ud til at være opmærksomme på problemstillingen, som de skriver om på hver sin måde.
Skal vi her gøre opmærksomt på, at den nuværende kommunalbestyrelse er valgt for netop at undgå sådanne teaterforestillinger under kommunalbestyrelsesmøderne, således at de grundlæggende debatter foretages i fuld offentlighed med henblik på, at kommunalbestyrelsen og for den sags skyld hele kommunen er til for kommunens borgere, der forventer loyalt samarbejde over hele spekteret med henblik på bedst mulig service for alle borgere.
Forventningen er således, at Peder Wittendorff Tind (V), Susanne Eilersen (DF) og Malene Søgaard-Andersen (F) træder i karakter og indarbejder respektfulde samarbejdsrutiner hele vejen rundt med henblik på den bedste kommune i Danmark.