Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Skattelovgivningen og skattesystemet har de senere år vist sig at være så kompliceret, at medarbejderne i skat ikke kan finde rundt i det, men alligevel ser skattemedarbejderne ud til at straffe borgerne for skats egne fejl, hvilket giver enorme tillidsproblemer.
En pensionist modtog en skatteopgørelse, hvilket viste en skattegæld på 875,- kr. der blev betalt. En måned senere modtog vedkommende en ny skatteopgørelse, der viste en tilbagebetaling fra skat på 79,- kr. halvanden måned senere en ny opgørelse, der viste det samme, hvorefter de 79,- kr. betales fra skat til pensionisten. Det skal bemærkes, at pensionisten intet ændrede undervejs. Eksercitsen i skattesystemet har sandsynligvis krævet betydelig mere end de 875,- kr. i administrationsomkostninger, hvilket på alle måder er uhensigtsmæssigt.
Det er blot et par simple eksempler på et uhensigtsmæssigt niveau af kompleksitet i skattesystemet på grund af uigennemtænkt lovarbejde fra politikerne og måske skattemedarbejderes anbefaling. I stedet for grundlæggende ændring af skatteloven, bygger man lovændring på lovændring på lovændring ovenpå den eksisterende lov, hvor man samtidig betaler IT-virksomheder i dyre domme for at ombygge eller nybygge digitale systemer, der åbenbart er – måske bevidst – fyldt med fejl, der koster ekstra, hvilket især har vist sig i forbindelse med mere eller mindre ubrugelige ejendomsvurderinger de senere år. Det er vel egentlig også naivt at tro, at et IT-system kan vurdere værdien af et hus eller ejendom. Måske man skulle lade ejendomshandlere værdisætte i stedet for bevidstløse AI-systemer, der hverken kan høre eller se, men kun kan følge de forudbestemte og indlagte algoritmer.
Både politikere og medarbejdere i skattesystemet glemmer, hvorfor vi betaler skat, og hvad de er ansat til. Medarbejderne i skattesystemet ser ud til at have opfattelsen af, at vi som borgere betaler skat for systemets skyld, men samfundets begrundelse for skattebetaling er bestemt som samling af økonomiske ressourcer til fællesskabets opbygning af infrastruktur og service af borgerne.
Arbejdsformen med samling af ressourcer til fællesskabets administration og infrastruktur skaber ad nævnte vej utrolige skismaet mellem borger og system. Desværre er det ikke det eneste område, hvor lovgivningen løber løbsk, da man tror at alle samfundsaktiviteter kan styres via lovgivning. Det betyder, at den enkeltes albuer skal holdes tættere og tættere på kroppen, hvis man ikke skal have en over næsen, men det giver sandsynligvis arbejde til flere i administrationen, der samtidig udarbejder systemet og foreslår elle anbefaler lovgivningen til politikerne. Det bliver således ikke af befolkningen opfattet som uvildigt arbejde.
Anbefalingen må være, at man ved lovændring ikke bygger ovenpå, men at man grundlæggende omskriver på så enkelt vis, at det passer til den nuværende ide, politik og situation. Og vigtigst er at minde so selv og hinanden om, hvorfor vi betaler til fællesskabet (skat er en fejlbetegnelse).