Læserdebat af: Kirsten Hassing Nielsen, kandidat til kommunalvalget og regionsrådsvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti
Valgkampen er en tid, hvor politikere og kandidater møder borgerne på gaden, ved døren og på sociale medier. Det er inspirerende og vigtigt og jeg mener, at samtalen med borgerne ikke må stoppe, når stemmerne er talt op.
For mig og Det Konservative Folkeparti er det en grundlæggende værdi, at beslutninger træffes tæt på dem, det handler om. Derfor skal dialogen fortsætte – hver dag, året rundt. Sådan har vi også arbejdet de seneste 4 år.
De bedste løsninger opstår, når vi lytter til dem, der lever med konsekvenserne i hverdagen. Forældre ved, hvad der fungerer i daginstitutionerne. Ældre og pårørende ved, hvordan plejen opleves i praksis. Vores lokale virksomheder ved, hvad der skal til for at skabe vækst og arbejdspladser. Derfor skal vi som politikere ikke bare tale om borgerne – vi skal tale med borgerne.
Jeg ønsker, at vi i vores kommune bliver langt bedre til at skabe faste og trygge rammer for at have endnu mere dialog med borgere og virksomheder. Det kan være gennem åbne dialogmøder, lokale udviklingsfora, digitale platforme eller borgermøder, hvor ideer og bekymringer kan drøftes løbende, og det bør være emner om alt fra minimumsnormeringer i daginstitutioner til udvikling af kommunens turisme og bosætning. Men vigtigst af alt skal borgernes input faktisk bruges aktivt i beslutningerne – ellers mister samtalen sin mening.
Som politiker arbejder jeg for at være i nær kontakt med borgerne, for det er trods alt dem, vi repræsenterer og skal lave visioner for. Og ja, der skal være kortere afstand mellem Rådhuset og borgerne i hele Fredericia Kommune. Det kræver tillid, åbenhed og gensidig respekt – og det kræver et lokaldemokrati der er mere end et kryds hvert 4. år.
Som konservativ tror jeg på, at stærke fællesskaber bygges nedefra – i familien, i foreningerne og i lokalsamfundet. Den lokale dialog er fundamentet for, at vi sammen kan udvikle en kommune, der hviler på ansvarlighed, nærhed og sunde værdier.
Derfor; samtalen med borgerne skal vare ved, og det vil jeg og Det Konservative Folkeparti arbejde videre for.