Læserdebat af: Mette Marie de Place. Formand for Dansk Folkeparti i Fredericia og Sune Nørgaard Jakobsen, Byrådsmedlem i Fredericia
Ikke bare med økonomien på familieområdet. Ikke bare med stigende anbringelsesudgifter. Men med selve måden, vi som kommune møder de familier vi er sat i verden for at hjælpe.
Den seneste analyse fra BDO Danmark tegner et billede af en kommune, hvor styring, processer og effektivisering fylder mere end mennesker. Hvor Lean-tænkning forklædes som socialfaglig indsigt. Hvor barnets stemme paradoksalt nok forsvinder i systemets egen støj.
BDO peger selv på, at Fredericia bruger markant flere penge på anbringelser og mindre på forebyggelse end resten af landet. Alligevel frikender rapporten den faglige praksis.
Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
For sandheden er, at vi i alt for mange sager ser det samme mønster.
Hurtige afgørelser. Tyndt oplyste sager og indsatser der rammer ved siden af.
Når beslutninger træffes på et spinkelt grundlag, vælger kommunen ofte de mest indgribende og dyreste løsninger. Ikke fordi det er nødvendigt. Men fordi det føles “sikkert”.
Resultatet? Flere anbringelser. Flere brudte familier. Og en regning der eksploderer.
Den nuværende 1:1-model en familie, en behandler fremhæves ofte som tryg og stabil.
I praksis er den det modsatte.
Den gør hjælpen afhængig af den enkelte medarbejders overskud, erfaring og menneskelige robusthed. Og når hverdagen samtidig er præget af stress, tidspres og brandslukning, bliver kvaliteten tilfældig.
Det er ikke værdigt. Hverken for familierne eller for medarbejderne.
I stedet for reel støtte møder mange familier et system af tests, kontrol og formaninger. Hjælp bliver oplevet som overvågning.
Og mennesker reagerer som mennesker gør med modstand.
Vi ser en stigende modstand hos familierne helt naturligt. Når mennesker føler, at de mister kontrol over deres eget liv, reagerer de med modstand.
Når forældre bliver mødt med mistillid frem for samarbejde, opstår der konflikt. Ikke udvikling.
Det er ikke familierne, der fejler her.
Det er kommunen, der skaber den adfærd, det senere bruger som argument for mere indgriben.
En af de mest alvorlige udfordringer er usynlig for de fleste.
Journaliseringen.
Når de samme sagsbehandlere både tolker, skriver og afgør sager, opstår der en skævhed. Ikke nødvendigvis af ond vilje men som en konsekvens af arbejdspres og kultur.
Ordvalg, vinkler og formuleringer bliver afgørende.
Det kaldes framing og priming.
Og det betyder i praksis, at familier kan blive skrevet ind i en fortælling, de ikke selv kan genkende men som efterfølgende bliver styrende for både politiske beslutninger og afgørelser i Ankestyrelsen.
Det er et retssikkerhedsproblem. Et alvorligt et.
Vi kan gøre det bedre og vi kan gøre det nu.
Dansk Folkeparti i Fredericia peger på tre konkrete løsninger:
Objektiv journalisering med AI
Lad teknologien være det neutrale vidne.
Automatisk transskribering og opsummering sikrer, at både familiens og systemets stemme bliver gengivet korrekt. Samtidig frigøres tid til det vigtigste, relationen.
Et aktualitetsprincip på et år
Vi skal stoppe med at dømme familier på fortiden.
Gamle oplysninger må ikke definere nutidige afgørelser. Mennesker udvikler sig og systemet skal følge med.
Et åbent tilbudskatalog uden tung visitation
Familier skal kunne få hjælp, før problemerne vokser sig store.
Ved at åbne for samarbejde med private og frivillige aktører skaber vi reel forebyggelse og bryder med den lukkede forvaltningskultur.
Det handler ikke om systemkritik for kritikkens skyld.
Det handler om retning.
Om at flytte Fredericia fra kontrol til tillid.
Fra mistillid til samarbejde.
Fra systemets behov, til familiens virkelighed.
For når vi lykkes med det, sker der noget bemærkelsesværdigt.
Udgifterne falder.
Trivslen stiger.
Og børn får lov til at vokse op i familier, der bliver hjulpet og ikke splittet.