Læserdebat af: Jan Filbært, Medlem af kommunalbestyrelsen i Fredericia for SF
I den politiske debat og i den måde vores samfund er organiseret på, har vi en tydelig tendens til at opdele de store politikområder i hver deres kasse. Beskæftigelse, sundhed og socialpolitik behandles ofte som adskilte størrelser med hver deres udvalg, regler og systemer.
Det kan give mening administrativt, men set fra borgernes side hænger virkeligheden sjældent sådan sammen.
Når systemet bliver for opdelt, risikerer vi, at det også bliver rigidt. Borgerne møder ikke ét samlet system, men flere forskellige indgange, hvor regler, vurderinger og mål ikke altid hænger sammen. I værste fald kan mennesker i sårbare situationer opleve at blive sendt frem og tilbage mellem systemer, der hver især gør deres arbejde, men uden at helheden følger med.
Netop derfor er det vigtigt at huske, at beskæftigelse, sundhed og socialpolitik i praksis er tæt forbundet. En borgers mulighed for at arbejde hænger ofte sammen med både fysisk og mental sundhed. Sociale udfordringer kan påvirke tilknytningen til arbejdsmarkedet, ligesom langvarig ledighed kan påvirke både trivsel og helbred. Når vi ændrer på ét område, får det næsten altid konsekvenser for de andre.
De reformer vi i disse år ser på flere områder, illustrerer netop denne udfordring. Ét sted strammes reglerne eller incitamenterne, mens man et andet sted forsøger at afbøde de sociale eller sundhedsmæssige konsekvenser.
Det kan give indtryk af et system, der reparerer på de udfordringer, som andre dele af systemet selv er med til at skabe. Derfor er der behov for at tænke mere på tværs.
Politisk kan det betyde, at udvalg arbejder tættere sammen, og at beslutninger i højere grad vurderes ud fra deres samlede effekt for borgerne. Administrativt kræver det en fleksibel forvaltning, hvor medarbejdere med forskellige fagligheder arbejder tættere sammen.
Her spiller medarbejdere tæt på borgerne en afgørende rolle. Socialrådgivere, HK’ere og andre frontmedarbejdere har ofte den bedste forståelse af borgernes samlede situation. Deres erfaringer bør i højere grad inddrages, når vi udvikler løsninger og organiserer indsatsen.
Hvis vi ønsker et mere sammenhængende samfund, kræver det også en mere sammenhængende måde at tænke politik på.
Fremtidens udfordringer kalder på en tilgang, hvor vi i højere grad ser mennesket før systemet – og hvor samarbejde på tværs bliver en styrke frem for en undtagelse.