Læserdebat af: Poul Rand, liberal skribent og kommentator
Man skal ikke forveksle stilhed med dovenskab. Meget politisk arbejde foregår på udvalgsmøder, gruppemøder og under forhandlinger, uden at det når lokalavisens forside.
Men nogle byrådsmedlemmer arbejder dog så stille, at vælgerne næsten må søge aktindsigt for at opdage det.
Reel politisk indflydelse måles ikke i taletid, opslag på sociale medier eller antallet af pressebilleder. Den viser sig gennem poster og dokumenterbare resultater. Det stærkeste bevis er sager, som en politiker selv har rejst, og som efterfølgende er blevet til konkrete beslutninger.
Det kan være en bevilling, en ændret politik eller et anlægsprojekt. Deltagelse i et budgetforlig tæller især, hvis politikeren kan udpege de konkrete initiativer, vedkommende har fået med. Det er trods alt forholdsvis nemt at underskrive et forlig – kunsten er at sætte et mærkbart fingeraftryk på det.
Udvalgsposter giver også betydelig magt. Særligt formændene for de økonomisk tunge områder får indflydelse, fordi mange sager reelt formes i udvalgene, længe før de behandles i byrådssalen. Det samme gælder medlemskab af økonomiudvalget og deltagelse i flertallet omkring borgmesteren.
Anciennitet, netværk og adgang til information spiller desuden en stor rolle. En politiker står stærkt, når vedkommende kan samle opbakning på tværs af partier. Forvaltningens stærke rolle kan betyde, at politikerne oftere vælger mellem færdige modeller end selv formulerer nye politiske løsninger.
Alligevel er mange byrådsmedlemmer næsten usynlige. Partidisciplin, frygt for kritik, tidsmangel kan begrænse den enkelte politikers profil. Nogle mangler måske også tydelige mærkesager. Et sikkert mandat kan undertiden udvikle sig til en behagelig stol med fire års garanti.
Et mandat er kun et midlertidigt lån fra borgerne. Derfor bør enhver byrådspolitiker kunne svare på tre enkle spørgsmål: Hvilke sager har du rejst? Hvilke beslutninger har du haft afgørende indflydelse på? Hvor kan borgerne se resultatet?
Politik behøver ikke være et soloshow. Men vælgerne har krav på at vide, hvem der faktisk spiller med – og hvem der blot sidder til pynt.