Læserdebat af: Dan Ravn Larsen, byrådsmedlem og medlem af Mænd i Balance, og Tobias Niebuhr Jeppesen, formand Mænd I Balance
1. maj er arbejdernes dag. En dag for fællesskab, rettigheder og historien om alt det, der er blevet vundet gennem kamp, organisering og solidaritet.
Men det er også en dag, hvor vi må minde hinanden om, at kampen ikke er slut.
For mens vi med rette taler om løn, arbejdstid og velfærd, er der en anden del af arbejdslivet, som alt for ofte forsvinder ud af den offentlige samtale: De mænd, der hver dag går på arbejde med kroppen som indsats.
Mænd på stilladser. Mænd på vejene. Mænd i byggeriet. Mænd, der river ned, bygger op, løfter, bærer, skærer, svejser, graver, kører og reparerer. Mænd, der passer jobs, som samfundet ikke kan undvære, men som vi alt for sjældent stopper op og ser på, før ulykken er sket.
Det er ikke et spørgsmål om, at mænd skal fremstilles som ofre. Det er et spørgsmål om at tage virkeligheden alvorligt.
Hvert år går mennesker på arbejde i Danmark uden at komme levende hjem. Bag de ord gemmer sig en brutal virkelighed: Mellem 30 og 45 mennesker mister hvert år livet i arbejdsulykker, og omkring 9 ud af 10 af dem er mænd.
Det fortæller os noget afgørende om, hvem der bærer den største risiko i de farligste dele af arbejdslivet. Det er mændene på stilladserne, ved maskinerne, på vejene, i byggeriet, i transporten og i de fysisk krævende fag, der oftest betaler den højeste pris.
Og når så mange mænd år efter år mister livet på danske arbejdspladser, kan vi ikke nøjes med at kalde det tragiske enkeltstående ulykker. Vi er nødt til at kalde det, hvad det også er: et arbejdsmiljøproblem, et ledelsesansvar og en fælles politisk opgave.
Vi er heldigvis kommet langt. Der er i dag større fokus på arbejdsmiljø, sikkerhed og farlige materialer. Asbest er et vigtigt eksempel. Her er der kommet mere opmærksomhed på uddannelse, korrekt håndtering og det rette sikkerhedsudstyr til dem, der arbejder med asbestholdigt materiale. Det er helt nødvendigt, for ingen skal betale for et arbejdsliv med sit helbred mange år senere.
Men vi er ikke i mål.
For sikkerhed må aldrig blive noget, der kun prioriteres, når der er tid, penge eller pres udefra. Den må ikke blive en formalitet på et stykke papir. Den må ikke afhænge af, om den enkelte medarbejder tør sige fra. Og den må aldrig stå svagere end den økonomiske bundlinje.
Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre, at mennesker kan gå på arbejde uden at risikere liv og førlighed. Det ansvar kan ikke skubbes nedad i systemet. Det kan ikke placeres på den enkelte arbejder, der står midt i opgaven, tidspresset og kulturen på pladsen.
Hos Mænd I Balance arbejder vi for, at mænds sårbarhed bliver taget alvorligt. Det handler også om arbejdsliv. For mange mænd er opdraget til at bide tænderne sammen. Ikke klage. Ikke være til besvær. Ikke sige højt, at noget føles farligt, urimeligt eller forkert.
Den kultur kan koste dyrt.
Når en mand ikke siger fra over for en usikker opgave, handler det ikke altid om dumdristighed. Det kan handle om loyalitet. Om pres. Om frygt for at virke svag. Om en arbejdspladskultur, hvor man helst ikke er ham, der stopper arbejdet. Derfor er arbejdsmiljø også et spørgsmål om kultur. Det skal være legitimt at sige: Det her er ikke sikkert. Det her gør vi ikke, før det er forsvarligt.
1. maj bør derfor også være en dag, hvor vi taler om de arbejdspladser, der ikke altid fylder i de store taler. Om stilladsarbejderen. Om vejarbejderen på motorvejen. Om håndværkeren, der møder farlige materialer. Om chaufføren, landmanden, nedriveren og alle de andre, der hver dag udfører arbejde, som kræver mere af kroppen end de fleste kontorjobs nogensinde kommer til.
De fortjener ikke kun anerkendelse, når der skal klappes af “samfundets bærende hænder”. De fortjener konkret beskyttelse.
Derfor skal vi fortsætte kampen for et arbejdsliv, hvor mænds helbred ikke bliver en omkostning, man regner med. Hvor sikkerhed ikke er til forhandling. Hvor arbejdsgivere løfter deres ansvar. Og hvor ingen skal være bange for at sige fra, før det går galt.
For arbejderkamp handler ikke kun om retten til arbejde.
Den handler også om retten til at komme hjem igen.