Læserdebat

LÆSERBREV : Brugerstyrede senge er fremtiden i Region Syddanmark

Af Bjørn Medom Nielsen

Regionsrådskandidat (S)

Midler fra satspuljen har, på de psykiatriske afdelinger i Svendborg og Odense, betalt forsøg med brugerstyrede senge. Brugerstyrede senge betyder, at på forhånd visiterede patienter på eget initiativ kan lade sig indlægge i kortere tid – uden at skulle gennem skadestuen. Det er patienten selv, der bestemmer, hvornår der er behov for indlæggelse. Denne indlæggelse kan naturligvis, hvis behovet er der, gøres til en ordinær indlæggelse.

Psykiatri-topmødet forleden i København havde tema om brugernes valgfrihed. Her hørte vi et oplæg fra Psykiatrisk afd. på OUH, hvor en sygeplejerske og en psykiatribruger fortalte, hvordan forsøget med de brugerstyrede senge, blev oplevet i virkeligheden.

Det var et meget positivt oplæg. På baggrund af flere års erfaring, blev der givet udsagn om resulaterne. Det stærkeste udsagn rakte både ind over den personlige tryghed, og den politiske mulighed for at forankre dette behandlingstilbud. Det var fra psykiatribrugeren, der var med i ordningen. Det lød: – de brugerstyrede senge har for mig betydet, at jeg har ladet mig indlægge færre gange end hidtil. Faktisk er bevidstheden om at sengen står klar hvis… – en stærk tryghedsskabende faktor, der gør at jeg bliver hjemme i stedet for at søge indlæggelse. Det har også betydet meget for mine pårørende, der har fået mindre bekymrings-uro.

Jeg er overbevist om, at de brugerstyrede senge er fremtiden i tilbudene inden for psykiatrien i Region Syddanmark – og i andre regioner. Det skabes en tryghed af en helt speciel karakter for psykiatribrugeren og forsøget viser at det er muligt at etablere inden for den økonomi som regionen har.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv