Læserdebat af: Kirsten Hassing, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
Alt for mange borgere oplever i dag, at kontakten med det kommunale system er uigennemskuelig, langvarig og at man ikke får den nødvendige vejledning. Når man står i en vanskelig livssituation – sygdom, handicap, ledighed eller sociale problemer – er man dybt afhængig af, at kommunen træffer korrekte afgørelser til tiden og at man kan gennemskue den afgørelse man får.
Retssikkerhed er en af grundpillerne i vores samfund. Det kan de fleste nok være enige i. Alligevel må jeg som byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti med skamme konstatere, at borgernes retssikkerhed i dag er under pres – både lokalt og på landsplan. Og det er i sager, hvor der ofte er meget på spil for det enkelte menneske.
Den seneste rapport fra borgerrådgiveren i Fredericia bekræfter, at udfordringerne er reelle og systemiske – ikke enkeltstående fejl.
Vi har derfor et kæmpe problem med noget så grundlæggende som retssikkerheden.
Og nej, som politikere kan vi ikke gå ind i de enkelte sager, det er forvaltningens kompetence. Men vi kan bruge de konkrete eksempler til at skabe generelle forbedringer, så vi kommer tilbage på sporet, hvor retssikkerhed er en selvfølge.
I kommunerne er vi ofte det første møde mellem borger og stat. Derfor har vi også et særligt ansvar. Men vi er samtidig afhængige af, at Ankestyrelsen fører et tilstrækkeligt tilsyn med kommunens sagsbehandling, og her er der utvivlsomt også plads til forbedringer. Og det er vigtigt at understrege, at det ikke er et angreb på medarbejdere, der ofte arbejder under stort pres og med komplekse regler. Men det er en klar politisk forventning om, at hele systemet skal fungere bedre, og at retssikkerheden er en kerneopgave for lederne.
Som konservativ tror jeg på et samfund med stærke institutioner, men også på klare grænser for magtudøvelse. Systemet er til for borgerne – ikke omvendt. Når regler bliver for komplekse, når kontrol erstatter tillid, og når ansvar pulveriseres, svigter vi dette grundlæggende princip.
Retssikkerhed må aldrig blive et luksusgode for de få, der har ressourcer til at kæmpe imod systemet. Den skal gælde alle – også dem uden advokat, netværk eller stærk stemme.
Retssikkerhed er en borgerlig kerneværdi, og som byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, vil jeg derfor fortsat arbejde for, at borgerrådgiverens anbefalinger fører til forbedringer for retssikkerheden.
Hvis vi vil bevare tilliden til vores demokrati og vores velfærdssamfund, skal vi tage retssikkerheden alvorligt. Det skylder vi borgerne – også i Fredericia.
Godt nytår!