Læserdebat af: Karina Lorentzen Dehnhardt, fung.retsordfører (SF), regionsråds-og byrådsmedlem Susanne Stenstrop Thorsen (SF) og Iben Lehmann Rasmussen, byrådsmedlem og gruppeformand(SF)
Bag den pæne overflade findes en virkelighed, de fleste af os aldrig møder.
I små byer, langs landeveje, bag anonyme facader og lukkede døre lever mennesker i en udsathed, som sjældent finder vej til de store overskrifter. Mennesker præget af frygt, udnyttelse, sprogbarrierer, ensomhed og i nogle tilfælde menneskehandel.
Center mod Menneskehandel oplyser, at 48 personer blev vurderet udsat for menneskehandel i Danmark i første halvår af 2025. 30 af dem var handlet til seksuel udnyttelse, og de 48 personer kom fra 22 forskellige lande.
Tallene er nationale. Men problemstillingen er ikke fjern. Også i Kolding Kommune og i vores region findes mennesker, som lever i så stor udsathed, at de ikke selv kan række ud efter hjælp.
For hvem sikrer sig, at de er okay?
Hjælp er ikke altid noget, man bare kan møde op til. Hjælp virker først, når den når frem. Også til dem, der ikke tør bede om den. Også til dem, der flytter sig fra sted til sted. Også til dem, hvor tillid skal bygges, før hjælpen kan begynde.
Derfor er indsatser som AmiAmi vigtige. De arbejder opsøgende i Jylland og på Fyn og når ud dér, hvor udsatheden er. Bag dørene. På adresserne. Hos mennesker, som systemet ellers alt for let overser. Derfor er det vigtigt, at vi som politikere også bakker op om AmiAmi.
Lighed i sundhed må ikke kun handle om dem, der allerede er inde i systemet. Det må også handle om dem, der aldrig selv kommer derind.
For et ordentligt samfund måles ikke kun på, hvordan vi behandler dem, der selv kan finde vej gennem systemet. Det måles også på, om vi får øje på dem, der ellers risikerer at forsvinde bag lukkede døre.