Lad solcelle-løsninger fra Japan inspirere i Fredericia – der har de solceller på parkeringspladser
Læserdebat af: Kjeld Jeggesen, Medlem af Danmarksdemokraterne
Jeg deltog sammen med nogle dejlige mennesker i et byrådsmøde i Fredericia for at få et lille indblik i den måde, Byrådet opererer på.
Der er selvfølgelig mange indfaldsvinkler til de forskellige problemstillinger, og det synes jeg er ganske godt, da alle byens borgere jo helst skal være repræsenteret i byrådet.
Der er dog et område, hvor jeg tænker, der er brug for nytænkning; her er der selvfølgelig tale om den grønne omstilling.
Jeg kunne forstå, at man i første omgang var enige om ikke at udpege nogle områder til solcellefarme/vindparker.
Jeg synes måske, at man i betragtning af Fredericia Kommunes begrænsede areal, skulle kigge lidt på løsninger, der er lavet i lande og byer med samme forholdsvise arealbegrænsninger.
F.eks. kunne man tage et kig på Japans tilgang til solceller; her er man i gang med at bruge uudnyttet areal til solceller, nærmere bestemt oven over parkeringspladser og på midterrabatter på motorveje.
Nu vil Fredericia ikke kunne få indflydelse på motorvejene, men der er da en del offentlige parkeringspladser, hvor man måske kunne overveje at placere solceller i en passende højde. Disse kunne så producere billig strøm, man kan afsætte direkte til erhverv/bolig i nærheden. I samme ombæring er der et par større vejområder med midterrabatter, der kunne bruges til samme formål.
Man kunne også åbne op for, at f.eks. THansen, Jysk, Biltema og de andre butikker i området, som Tofts Bolighus, fik lov til at lave solcelleanlæg på deres P-pladser. Hvis man anbringer dem i en passende højde, kommer de ikke til at genere nogen overhovedet, men kunne måske endda bruges så smart, at de giver deres kunder en regnfri passage ind til butikkerne.
Desuden mener jeg, at man burde kigge lidt på en nemmere adgang til centrum i forhold til at få mere liv derinde, f.eks. få lavet noget Park and Ride og på den måde gøre det hurtigere for folk at komme ind og ud af byen, så de ikke skal overveje, hvor de skal parkere i forhold til, hvilke seværdigheder eller kulturelle begivenheder de ønsker at deltage i.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv