Kvalitetsfejl udskyder nye broer over volden i Fredericia

Kvalitetsfejl udskyder nye broer over volden i Fredericia

Opsætningen af de nye broer, der skal føre over volden ved Sjællandsgade, er blevet udskudt på ubestemt tid. Fredericia Kommune har ved den endelige godkendelse afvist broerne på grund af alvorlige kvalitetsmangler

De skulle opsættes i weekenden de nye broer, det kommer ikke til at ske. Projektet, der skal skabe ny overgang over voldarealet, er løbet ind i en markant forsinkelse, da de leverede stålkonstruktioner ikke lever op til de aftalte krav, beskrives det i en pressemeddelelse fra Kommunen idag.

– Det er naturligvis ærgerligt, at voldprojektet ved Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Men vi finder det vigtigt, at kommunens projektledelse sikrer, at vi får leveret den aftalte kvalitet i projektet. Nu må vi give entreprenøren mulighed for at komme med en løsning på at få færdiggjort opgaven, så vi som borgere kan få fuld glæde af voldprojektet, udtaler formand for Teknisk udvalg John Nyborg og næstformand Karsten Byrgesen.

Der kan endnu ikke gives en ny tidsplan for montering af broerne, da entreprenør og underleverandør skal finde en løsning på kvalitetsproblemet. Den planlagte spærring af Sjællandsgade i den kommende weekend er derfor aflyst. Når broerne bliver klar til montering, vil de stadig ske som aften/weekend arbejde og planlægningen vil ske i dialog med Fredericia Shopping for at mindske generne for handelslivet i midtbyen.

–  Der er ingen tvivl om, at projektet stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen. Vi har fuld tillid til, at Arkil, som entreprenør på opgaven, er i stand til at levere det ønskede og aftalte niveau. Derfor arbejder vi naturligvis tæt sammen med entreprenør, underleverandør samt arkitekt og ingeniør om at finde en løsning, siger fagchef Bo Rene Schjødt Andersen.