Kultur

‘Kun med Kondom’ i Det Grønne Rum fredag den 16. september

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

‘Kun med Kondom’ i Det Grønne Rum fredag den 16. september  

Landsdækkende oplysningskampagne ’Kun med Kondom’ rammer Det Grønne Rum i uge 37

 

Få tips til, hvordan du ruller kondomet på eller del dine egne tricks, når studerende fra KUU (Kombineret Ungdomsuddannelse) lægger vejen forbi Det Grønne Rum i Danmarksgade nr. 13 med kondomer, live musik og quizzer fredag den 16. september kl. 14-17. Her kan du deltage i konkurrencer og vinde fede præmier.

 

Dagens program

Kl. 14:00 Uddeling af kondomer og kage til vi løber tør

Kl. 15:00 Kondom pårulningskonkurrence

Kl. 15:30 Oplæg ved Sexekspressen

Kl. 16:00 Kondom pårulningskonkurrence

Kl. 16:30 Vindere af quizzer findes

”Sig det bare” – Kun med Kondom

‘Kun med Kondom’ er Sundhedsstyrelsens nationale oplysningskampagne om sikker sex. I ugerne 37 og 38 kører kampagnen ’Kun med Kondom’ over hele landet. Årets tema er “Sig det bare”. Temaet tager udgangspunkt i, at det ikke behøver være så svært at sige til sin partner, at man gerne vil bruge kondom. ”Unge mangler viden om konsekvenserne af ubehandlet sexsygdom, og de vil gerne bruge kondom men får det ikke gjort i situationen. Der er brug for mere oplysning, og det er formålet med kampagnen” udtaler Malene Lund Grindsted, strategisk sundhedskonsulent ved Fredericia Kommune. I en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen op til kampagnens start, har lige under halvdelen af de 18-23-årige angivet, at de brugte kondom sidste gang, de var sammen med en ny partner.

 

Udstilling og event

”Mange unge glemmer at passe på sig selv og hinanden, når de dyrker sex. De glemmer at bruge kondom. Og de tænker ikke over de konsekvenser, det kan have for dem. Det vil vi meget gerne være med til at sætte fokus på” siger Tine Lohman, der underviser i event, salg, service og markedsføring på KUU. De studerende på hendes hold vil i uge 37 gøre opmærksom på kampagnen og opfordre til sikker sex i Det Grønne Rum. Det sker gennem en vinduesudstilling og ender i et event fredag den 16. september.

”Vi deler kondomer ud, laver quizzer og konkurrencer, og i det hele taget får vi Det Grønne Rum til at bugne af budskaber om at passe på hinanden” fortæller Nikita Fomsgaard, studerende på KUU.

Ugen igennem vil Det Grønne Rum være åben fra 14-16, og du kan allerede fra mandag eftermiddag hente en af quizzerne, udfylde den og være med i konkurrencen om fede præmier. Vinderne findes fredag.

 

Fakta

  • Kun med Kondom er Sundhedsstyrelsens årlige oplysningskampagne i tæt samarebjde med Sex og Samfund. Der kan læses mere om kampagnen på hjemmesiden: http://www.sexogsamfund.dk/kun-med-kondom/kun-med-kondom.aspx
  • I 2015 fik 22,9 unge mellem 15 og 29 år pr. tusind unge konstateret klamydia i Fredericia Kommune. Klamydia kan betyde nedsat fertilitet og kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler for mænd. I 2014 var tallet 25,6