Kort Nyt

Kulturkasernen slår dørene op

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Torsdag d. 1. september slår Kulturkasernen på Øster Voldgade dørene op og inviterer indenfor til en rigtig festugedag

Når Kulturkasernen byder inden for, kan man opleve bygningerne både udefra og indefra og få et indtryk af de mange ting, der allerede er i gang i den gamle kaserne. Det hele foregår torsdag den 1. september fra kl. 14-20.

Til Åben Kaserne kan man møde alle de nuværende beboere i Kulturkasernen. Der vil være kunst, musik og gadeteater i gården og masser af oplevelser for børn og voksne. Det er også på denne dag, at alle kan dele deres idéer og drømme om, hvad Kulturkasernen skal være i fremtiden.

Gadeteater

Dagens højdepunkt bliver, når Johan Wellton fra Sverige går på scenen i gården med et fantastisk show kl. 18.30. Forestillingen Unplugged er en personlig blanding af ekvilibristisk jonglering i verdensklasse og knivskarp komik. Begge dele serveres med et glimt i øjet, og forestillingen går direkte til sagen og får publikum at gispe efter vejret og tabe kæben – igen og igen. Forestillingen er egnet for alle over fem år, og der er gratis adgang.

Rundvisninger og workshops

Kl. 14, 15, 16 og 18 er der guidede rundvisninger. Her kommer gæsterne rundt og ser kasernen indefra – også nogle af de hemmelige steder og de lokaler, der ikke er sat i stand endnu. Rundvisningerne starter ved skiltet midt i gården.

Du har også mulig for at deltage i fire workshops med forskellige temaer, som Kulturkaserneudvalget inviterer til. Her kan alle komme med gode idéer og forslag til, hvad Kulturkasernen skal være, og hvad den skal rumme. Bidragene bliver en del af det videre udviklingsarbejde i Kulturkasernen. De fire workshops afholdes kl. 17-18 – tilmelding er ikke nødvendig.

Kridt og kunst i Kasernen

Til Åben Kaserne kan man opleve hele seks kunstværker og en performance skabt af kunststuderende fra Det Fynske Kunstakademi skabt specielt til Åben Kaserne. Nogle af værkerne vil være installeret i gården – andre er placeret inde i kasernen og kan bl.a. opleves i forbindelse med rundvisningerne. Derudover udstiller Mathias Riis Andersen sit afgangsprojekt fra Det Jyske Kunstakademi. 

I løbet af dagen vil børn fra hele Fredericia deltage i en stor gadekridt-workshop på asfalten, og kl. 14-17 kan alle være med til at farvelægge gården i Kulturkasernen.

Åbent hus og boder

Eksercerhuset slår dørene op for den nyindrettede koncertsal, og i forbindelse med rundvisningerne er der lysshow i salen og lydanlægget demonstreres. Udenfor indretter Eksercerhuset et hyggeligt lounge-område med Dj, grill og bar.

I Bülows Makerspace findes en række af de mest moderne fabrikationsteknologier. Har man en god idé, kan den sandsynligvis realiseres her. Til Åben Kaserne er det muligt både at se og prøve de mange forskellige teknologier.

Man kan også møde Fredericia Musicalteater i gården. Her kan man vinde billetter til efterårets musical Come From Away. Man kan også komme i godt humør med lidt sjovt krea-materiale fra De Tre Små Grise og i forbindelse med rundvisningerne kan man få et smugkig ind i kostumeværkstederne.

I løbet af 2022 flytter Lokalhistorisk Arkiv under Museerne i Fredericia ind på Kulturkasernen, og de står klar til at fortælle om planerne for arkivet i de nye rammer. Museerne i Fredericias informationsstand finder du ved ’tårnet’ i vestfløjen.

Samme sted kan du også møde Business Fredericias iværksættere. På standen vil der være mulighed for at få en snak med en af Business Fredericias konsulenter om hvad de tilbyder.

Lydmuren holder ’Åben øver’ i de nye øvelokaler over vaskeriet. Her kan du møde foreningen og se de nye faciliteter.

Man kan også komme på besøg hos Fredericia Friskole, hvor 10. klasse-elever laver et crossover mellem performing art og udstilling. Elever maler/behandler store lærreder, hvorefter de udstilles i takt med, at de bliver færdige. 

Teater Malstrøm slår dørene op fra kl. 14, så besøgende kan opleve deres kreative værksteder. Modeljernbaneklubben og Hjemmeplejen, der byder på kaffe og kage.

Mad og drikke

Der er åbent i Café Venligbo, der byder på gratis kaffe, kage og saftevand. Venligboerne holder også byttecafé, og du kan møde medlemmer af foreningen. Ved loungeområdet ved Eksercerhuset er grillen tændt og baren åben – og der er gratis pølser til alle – så længe lager haves!